Den ligner måske en robot, men teknisk set er den faktisk en ROV (Remotely Operated Vehicle). Crawler 001 er under udvikling og skal bidrage til at trække el-biler ud fra parkeringskældre, værksteder og bygninger under indsats. Det skriver Hovedstadens Beredskab i en pressemeddelelse.
El-biler bliver en stadig større del af vores hverdag og er en vigtig brik i den grønne omstilling. Vi hilser denne nye teknologi velkommen og arbejder ihærdigt på at udvikle nye tiltag og koncepter, så vi altid er klar til at imødegå nye udfordringer og være på forkant med den teknologiske udvikling, til glæde og inspiration for andre.
Erfaringer fra udlandet har vist, at el-biler kan medføre særlig udfordring for beredskabet ved brande i parkeringsanlæg. Der findes i dag endnu ingen lovgivning på området som regulerer dette. Vi arbejder derfor målrettet på at forholde os til- og arbejde med udfordringerne, som kan være vanskelige slukningsmuligheder, langvarige brandforløb og risiko for genopblusning. Derfor er muligheden for at fjerne brandramte- eller brandtruede el-biler fra eksempelvis røgfyldte parkeringshuse – både over- og under jorden, værksteder og lignende en udfordring, som beredskaber verden over, i længere tid har efterspurgt.
Udvikling, test og samarbejde
Vi arbejder målrettet på at løse dette og er stolte over nu at kunne præsentere de første billeder fra udviklingsprojektet. Projektet omfatter blandt andet Rosenbauers første fjernstyrede ROV (Remotely Operated Vehicle). Crawler nr. 001 med et specialbeslag/koblingsanordning, udviklet og produceret af vores dygtige medarbejdere på vores autoværksted, i samarbejde med vores ingeniører, holdledere og teknikere. Igennem de sidste par måneder har samarbejdet, dannet fundamentet for testkørsler, forsøg og analyser – som har været særdeles lovende, og afslutter de første faser i udviklingen af konceptet for bugsering af el-biler fra røgfyldte, komplekse bygninger, til gavn og glæde for alle. Vores ’Crawler 001’ er den første i verden i beredskabet og sammen med Rosenbauer tilstræber vi, at vores erfaringer og resultater kan anvendes i den videre. Vi har blot taget det første skridt.
Konceptudvikling
Udviklingsprojektet er resultatet af et samarbejde om udvikling af koncept for bugsering af el-biler fra røgfyldte bygninger, og bygger blandt andet på erfaringer fra det omfattende analysearbejde og tests med vores kombinerede sluknings- ventilerings- og bugserings ROV, LUF60, og er blevet en realitet trods ’små bump på vejen’, som er kendetegnende for udviklingsprojekter som dette, der er den første af sin slags.
De sidste dele til vores Crawler nr. 001 er netop nu i produktion hos Rosenbauer og omfatter blandt andet et koblingsbeslag til bugsering, kamera samt en vandkanon. Dette gør, at Crawler 001 kan fjernstyres mens mandskabet forbliver på sikker afstand, og at slukning også kan foretages med sikkerheden i højsædet.
I Hovedstadens Beredskab elsker vi nye og ambitiøse udfordringer og glæder os over at kunne dele viden og inspirere andre til at følge trop i udviklingen af nye koncepter og teknologier.