Gæsterne bliver mødt af marker af påskeliljer, hyacinter, tulipaner og påskeæg i alle størrelser, når de træder ind i forlystelseshaven, der åbnede for sommersæsonen med Påske i Tivoli. I påskeferien kan gæsterne glæde sig over, at Tivolis mange restauranter selvfølgelig har dækket op til påskefrokost, og forlystelseshavens mindste gæster kan deltage i æggejagter og fejre højtiden med både Rasmus Klump og Dyrene i Hakkebakkeskoven. Påske i Tivoli løber frem til den 21. april, men sommersæsonen fortsætter allerede fra den 22. april.
Tivolis gæster kan nu opleve flere end 120.000 blomsterløg, duftende hyacinter, lam og farverige påskeæg under Påske i Tivoli, som forlystelseshaven markerer fra den 4. til den 21. april. Under Påske i Tivoli kan de mindste gå på æggejagt i forlystelseshaven, mens både store og små kan nyde synet af Boblespringvandet og det store springvand, der vil være udsmykket med blomstrende viol-kugler i anledning af Påske i Tivoli.
Smag på foråret
Påske betyder naturligvis påskefrokost, og i Tivoli er der masser af muligheder for at fejre højtiden med en lækker madoplevelse og lidt godt til ganen. Tivolis nye Restaurant Glassalen åbnede den 4. april med et frokostkort, der byder på smørrebrød fra øverste hylde, skabt med kærlighed til detaljerne og de danske madtraditioner. Mere klassiske stykker smørrebrød kan nydes i Grøften, på Paafuglen eller Søcaféen, mens Mikkellers Færgekroen ved Tivoli Søen serverer traditionel dansk mad i form af diverse kroklassikere i kombination med moderne øl. Andre restauranter, hvor både påskestemningen og påskefrokosten er i top, er Fru Nimb og Kilden i Haven.
Vinderlampe fra kendt tv-program rykker ind i Parterrehaven
I den seneste sæson af designkonkurrencen Danmarks næste klassiker på DR1 skulle fem designere skabe en tidløs udendørslampe til Tivoli, der ikke måtte blænde og samtidig skulle lampen have et legende udtryk. Vinderen af episoden blev designer Sophus Bang med den begrundelse, at Sophus havde lavet en poetisk lampe, der til perfektion passer til Tivoli. Under Påske i Tivoli, kan gæsterne opleve Sophus’ vinderlampe og de øvrige fire deltageres lamper udstillet i Parterrehaven ved Tivoli Søen fra den 4. til den 24. april.
Populære talende dyr laver løjer
Morten Skovmus, Mikkel Ræv og de andre dyr fra den klassiske børnebogsfortælling Dyrene i Hakkebakkeskoven laver endnu en gang løjer i Tivoli, når de den 11. april rykker ind i Glassalen med forårets store teaterstykke for de mindste. Den anmelderroste forestilling bygger på den klassiske børnebog om Klatremus Lillemand, Morten Skovmus og den snu Mikkel Ræv, som er nyere nordisk kulturarv, og fortællingens mange vigtige moraler om venskab, tolerance og retfærdighed har været en del af godnat-læsningen for de mindste danskere i talrige generationer. Forestillingen løber frem til den 19. april og forældre og bedsteforældre er også velkomne.
Rasmus Klump laver skæg med æg!
Pingo, Flora og Rasmus Klump laver påskeløjer, pynter op på Plænen og inviterer til sang, dans og musik for de mindste. Flora har fundet et kæmpestort påskeæg – og det kan man bruge til mange ting. Ægget er faktisk måske så stort, at man kan gemme sig indeni det! Efter forestillingen giver Rasmus Klump, Pingo og Flora bjørnekrammere og highfives. Man kan opleve Rasmus Klump på Plænen alle dage under Påske i Tivoli kl. 13.00, 14.00 og 15.00.

Tivoli i blomst
Flere end 120.000 blomsterløg spirer under Påske i Tivoli bl.a. 80.000 tulipaner. Fra april til maj måned vil Tivoli være tilplantet med 15.000 bundplanter, der matcher hinanden. Imellem bedenes øvrige beplantning vil også påske- og pinseliljer, kejserkroner, perlehyacinter, prærieliljer og prydløg mm. indgå som et kompliment i kompositionerne. Efter løgplanternes afblomstring bliver Tivoli tilplantet med en blanding af stauder, græsser, georginer og 1-årige sommerplanter. Alle med skiftende blomstringstid hen over sommeren.
Tivolisæsonerne i 2025 Sommersæsonen (Inkl. Påske i Tivoli): Den 4. april til 21. september. Påske i Tivoli: Den 4. til 21. april. Jul i Tivoli: Den 14. november 2025 til 4. januar 2026. |
Program for Påsken – 4. april – 21. april 2025
Får og påskelam Alle dage fra den 5. – 21. april
Æggejagt Alle dage fra den 4. – 21. april
Påskeløjer med Rasmus Klump På Plænen alle dage fra den 4. – 21. april kl. 13.00 + 14.00 + 15.00
Danmarks Næste Klassiker i Parterrehaven Den 4. – 24. april
Tivoli-Garden Parade 19. april kl. 13.30 Koncert på Plænen 19. april kl. 16.30 Parade 20. april kl. 14.30 + 16.30
Pantomimeteatret Tirsdag-lørdag kl. 18.30 + 20.00 Søndag kl. 13.30 + 15.00
Glassalen Dyrene i Hakkebakkeskoven Den 11. – 19. april
Tivoli Illuminationer på Tivoli Søen Søndag til torsdag kl. 21.30 Fredag 4. april 22.00 – øvrige fredage kl. 22.30 lørdage kl. 22.30 |