Som opfølgning på aftalen om sundhedsreformen er regeringen og Danske Regioner nu enige om i 2025 at bruge 150 millioner kroner ekstra, der skal være med til at sikre hurtigere udredning og kortere ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien.

For mange børn og unge får ikke hjælp i tide, når de får en psykisk sygdom. Med sundhedsreformen har regionerne derfor i år fået 150 millioner kroner ekstra til at nedbringe ventetider og sikre hurtigere udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. Pengene skal hovedsageligt bruges til at ansætte flere medarbejdere og udvide tilbud i sygehuspsykiatrien.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Alt for mange børn og unge venter for længe på at få hjælp i psykiatrien. Det skal vi gøre bedre. Derfor sætter vi nu ekstra penge af, til at regionerne kan styrke kapaciteten i børne- og ungdomspsykiatrien og nedbringe ventetiderne, så flere børn og unge kan blive udredt og behandlet hurtigere.
Den nye aftale bygger videre på en række initiativer, der allerede er sat i gang for at sikre en mere sammenhængende indsats for børn og unge i psykiatrien. I januar i år præsenterede Sundhedsstyrelsen en ny model for hurtig hjælp og bedre støtte til børn, unge og deres familier, når de starter i udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Derudover er der blandt andet afsat 250 millioner kroner årligt til nye lettilgængelige behandlingstilbud i kommunerne. Tilbuddene skal sikre, at børn og unge med tegn på psykisk mistrivsel gribes og får hjælp, før de får brug for en henvisning til sygehuspsykiatrien. Det nye tilbud er allerede klar i to ud af tre kommuner og skal være fuldt etableret senest ved udgangen af 2025.
Det er hårdt og opslidende for hele familien, når et barn eller et ungt menneske mistrives, og det er dybt frustrerende at vente lang tid på at få hjælp. Derfor er vi i fuld gang med at styrke tilbuddene både i og uden for sygehuspsykiatrien. Vi har tidligere skruet op for indsatsen med nye let tilgængelige behandlingstilbud i kommunerne til børn og unge for at sikre, at mistrivsel ikke udvikler sig til egentlig sygdom. Og nu investerer vi yderligere i børne- og ungdomspsykiatrien, så dem, der bliver henvist til sygehusene, kan komme hurtigere til, siger Sophie Løhde.
Udmøntningen af de 150 millioner kroner fra sundhedsreformen sker som en del af arbejdet med at realisere den samlede 10-årsplan for psykiatrien. De resterende midler til planen vil blive aftalt som led i de kommende forhandlinger om regeringens psykiatriudspil, der ventes fremlagt i løbet af foråret.