​En ny mobilitetsanalyse viser, at der kommer mere pres på vejene i hovedstadsområdet frem mod 2035. Med seks procent flere indbyggere kommer der større belastning i tog og på cykelstier flere steder i regionen.

Foto ABW

​Frem mod 2035 forventes befolkningstallet i hovedstadsområdet at stige, og det vil kunne ses i trafikken, hvor der hver dag vil være 800.000 flere rejser. Rejserne fordeler sig stort set uændret på transportformerne gang, cykel, bil og kollektiv transport.

”Når vi i analysen ser ti år frem, så transporterer vi os stort set på samme måde som i dag. Og når vi dertil lægger, at vi bliver flere i regionen, så er vi simpelthen nødt til at tilbyde mere konkurrencedygtige kollektive rejser og give cyklisterne bedre forhold. Gør vi ikke det, sander vi totalt til trængsel, miljø- og støjforurening og masser af spildte timer i trafikken. Det går simpelthen ikke,” siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S).”

Mere trængsel på vejene
Frem mod 2035 forventer Transportministeriet, at omkostningerne ved at køre bil vil falde, mens de kollektive takster i samme periode forventes at stige. Dertil kommer der ni procent flere biler i regionen.

Ifølge analysen kommer det til udtryk på vejene, hvor der forventes en stigning på 10 procent i antallet af kørte kilometer. Samlet set forventes der at blive spildt 21,1 mio. timer om året i trængsel i biltrafikken i 2035, hvilket er 1,1 mio. flere timer end i dag.

”Analysen er et wakeup-call. Det er helt absurd, at det bliver billigere at have bil men dyrere at rejse med kollektiv transport. Samtidig viser analysen, at langt de fleste ture i bil er fritidsture og korte ture på mindre end fem kilometer. Så der er et stort potentiale for at få langt flere til at cykle, eventuelt i kombination med kollektiv transport- både hvad angår de korte stræk, men også på de lidt længere ture på tværs af kommunegrænserne”, siger Line Barfoed, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Mere støj fra vejene
Lastbiltrafikken forventes også at stige med ca. 11 procent. Det svarer til en stigning på ca. 7.000 flere ture ind og ud af hovedstadsområdet hver dag. De flere biler og lastbiler på vejene forventes at medføre, at antallet af støjramte boliger stiger med 3 procent på tværs af hovedstadsområdet og op til 9 procent i hårdest ramte kommuner.

”Vi kan se, at støjen fortsætter med at stige i hovedstadskommunerne. Samtidig peger analysen på en 10 procents reduktion af CO2-udledningen fra trafikken. Det går i den rigtige retning, men der er stadig en del at komme efter. Begge dele peger på yderligere behov for omstilling af den tunge transport samt overflytning af godstransport og persontransport f.eks. gennem bedre forbindelser på tværs, hvis vi skal nå vores ambitioner” siger Karsten Längerich, næstformand i KKR Hovedstaden og borgmester i Allerød Kommune.

29 kommuner og regionen samarbejder om bedre mobilitet
Mobilitetsanalysen er lavet for de 29 kommuner i KKR Hovedstaden, Region Hovedstaden og Københavns Kommune for at få mere viden om kommende udfordringer og muligheder for mobiliteten i hovedstadsområdet.

”Analysen giver et billede af udfordringer med trængsel, støj og udledninger, som vi står over for i hovedstadsområdet. Men også et billede af potentialerne, for de er der heldigvis også. Og det er jo netop derfor, vi samarbejder om mobilitet og infrastruktur på tværs af de 29 kommuner og regionen. Om lidt tager vi derfor hul på næste analysefase, hvor vi får regnet på forskellige indsatser og greb, der kan være med til at forandre og forbedre billedet”, siger Steen Christiansen, formand for KKR Hovedstaden og borgmester i Albertslund Kommune.

Fakta fra analysen

  • I 2035: 800.000 flere daglige rejser i Region Hovedstaden:

  • Rejserne fordeler sig på: 290.000 flere gangture, 110.000 flere cykelture, 80.000 flere kollektive ture og 310.000 flere bilture i forhold til 2025.

  • 45 procent af bilturene i regionen forventes at være under fem km. 16 procent under 2 km.

  • I 2035 vil den største andel af rejser være fritidsture, svarende til knap 70 procent. Fritidsrejser er en samlet betegnelse for rejser med formål såsom indkøb, hente/bringe, fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter.

  • Pendlerrejser udgør 26 procent af alle rejser.

  • Cykelture forventes at stige med ca. 11 procent i København og Frederiksberg. I de øvrige kommuner stiger cykelture samlet set mindre end befolkningsvæksten.

  • Der forventes samlet set 8 procent flere rejser i den kollektive transport. Men uden for centralkommunerne mister det kollektive yderligere markedsandel til bilen.

  • CO2-udslippet fra trafikken forventes i 2035 at være reduceret med 10 procent, og der forventes et mindre fald i NOx- og partikelforureningen. Det skyldes, at flere forventes at have skiftet benzinbilen ud med en elbil i 2035.

Analysen og de næste skridt
Formålet med analysen er at styrke det fælles vidensgrundlag omkring mobiliteten på tværs af hovedstadsområdet, både for de enkelte kommuner og for det tværgående samarbejde blandt de 29 kommuner i KKR Hovedstaden og Region Hovedstaden.

Udgangspunktet er en fælles vision om at sikre bedre mobilitet og sammenhæng, mindske trængsel, støj og CO2-udledning, understøtte et integreret arbejdsmarked og derved sikre, at hovedstadsregionen er attraktiv for både borgere og virksomheder.

Analysen har to faser
Fase 1: En analyse, der peger på udfordringer og potentialer for mobiliteten i hovedstadsregionen.

Fase 2: Opstilling af scenarier, samt udpegning af greb og af indsatser, der kan være med til at løse mobilitetsudfordringerne i hovedstadsområdet.

Projektets samlede analysearbejde forventes præsenteret starten af 2025.

Kilde.