Efter en grundig ansættelsesproces med mange dygtige ansøgere til stillingen som direktør, er det Copenhagen Contemporary (CC) en stor glæde at dele nyheden om, at Marie Laurberg starter som ny direktør for Københavns største kunstcenter d. 1. august 2022.

Marie Laurberg kommer fra en stilling som kunstfaglig chef på Kunstmuseum Brandts. Hun har 20 års erfaring som kurator og udstillingsleder på bl.a. ARKEN og Louisiana og kommer med solid erfaring indenfor udstillingsvirksomhed, fondsarbejde og fundraising, ledelse, samarbejde med markante kunstnere og et imponerende internationalt netværk.

CCs bestyrelse glæder sig til, at Marie Laurberg, sammen med CCs dygtige medarbejderstab, vil bidrage til at videreføre kunstcentrets succesrige udvikling. Bestyrelsesformand Erik Jacobsen udtaler: “Bestyrelsen har været glade for at modtage så mange kvalificerede ansøgere, og er overbevist om, at Marie Laurberg er den helt rette til at lede Copenhagen Contemporary. Marie Laurberg har dokumenteret kompetencer fra kunstbranchen, der matcher skalaen, visionerne og ambitionsniveauet på CC. Vi oplever lige nu de højeste besøgstal siden kunstcentrets åbning på Refshaleøen, og den udvikling ser vi frem til at fortsætte sammen med Marie Laurberg.”

Den kommende direktør Marie Laurberg udtaler: “Copenhagen Contemporary er en ung kunstinstitution med et bredt vingefang og højt til loftet. Jeg glæder mig enormt til at stå i spidsen for stedets fortsatte udvikling i samarbejde med bestyrelsen, medarbejderne – og ikke mindst kunstnerne!” Og hun uddyber:

“Den fantastiske, sjælfulde industriarkitektur skaber unikke rammer for kunsten. CC skal gribe den kulturelle udvikling med æstetisk markante kunstværker og spændende, dybdegående udstillinger. Vi skal tale til både hjernen og hjertet. Og vores formidling skal invitere et bredt udsnit af befolkningen ind i kunstens rum.”

Marie Laurberg er uddannet mag. art i kunsthistorie fra Københavns Universitet og Humboldt Universität i Berlin. Hun kommer fra en stilling som Kunstfaglig Chef på Kunstmuseum Brandts og har tidligere været Museumsinspektør & Head of Research på Louisiana Museum og Museumsinspektør på ARKEN. Hun har siden 2018 været bestyrelsesmedlem i Beckett-Fonden.

Kilde.