Københavnerne kan se frem til endnu mere klimavenlig mad i byens institutioner, når køkkenmedarbejdere opkvalificeres i klimavenlig mad. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Knap 90 procent af maden i de 70.000 måltider, der hver dag tilberedes i Københavns Kommunes køkkener, er i dag økologisk. Nu skruer kommunen yderligere op for den bæredygtige måltidsproduktion til byens borgere. Kommunen har valgt Løgismose Meyers A/S v. Meyers Madhus som samarbejdspartner til blandt andet at opkvalificere og rådgive køkkenmedarbejderne i klimavenlig mad og håndtering af madspild.

Dermed kan københavnerne se frem til at få serveret endnu mere bæredygtige måltider, der forener sundhed, velsmag og ansvar for klimaet.

”I Københavns Kommune tager vi nu endnu et vigtigt skridt i den grønne omstilling og sætter ind med mere klimavenlig mad i vores institutioner. Med hjælp fra Meyers Madhus forener vi økologi, sundhed og velsmag med en mere klimavenlig måltidsproduktion. Alt sammen til glæde for de mange børn, ældre og udsatte, der hver dag spiser måltider, der er lavet af kommunen”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Aftalen med Meyers Madhus er en del af Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi. Den skal bidrage til at nå målet om at reducere CO2-aftrykket fra kommunens fødevareindkøb med 25 pct. i 2025. Derfor skal Meyers Madhus over de næste fire år blandt andet rådgive de køkkenansatte i økologi, i at begrænse madspild samt udvikle forløb med opkvalificering i klimavenlig mad, der er tilpasset de behov og forudsætninger, det enkelte køkken har.

Kontrakten med Løgismose Meyers A/S er opstartet den 1. november 2020 og løber frem til 2024.

Fakta

  • Løgismose Meyers A/S er blevet tildelt kontrakten på op til 37,5 millioner kroner efter en udbudsproces i Københavns Kommune. Kontrakten løber fra 2020-2024.
  • Aftalen er en del af Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi, som arbejder med fem temaer:
    • Maden skal give den rette ernæring og styrke sundheden.
    • Velsmag, kvalitet og madglæde skal være i højsædet.
    • Måltiderne skal være bæredygtige og klimaansvarlige.
    • Vi skal styrke sociale fællesskaber, madkultur og maddannelse.
    • København skal være en sund, grøn og vital madby.
  • Københavns Kommune køber årligt fødevarer for næsten 300 mio. kr. til byens skoler, plejehjem, sociale tilbud og daginstitutioner. Københavns Kommune har gennem en længere årrække prioriteret mad og måltider højt, og der er gennemført en ambitiøs omlægning, så næsten 90 pct. af maden i de kommunale måltider er i dag økologisk.