Foreningen Kulturnatten har netop uddelt 3,8 millioner kroner i støtte til afholdelse af kulturarrangementer på Kulturnatten i København og på Frederiksberg, som i år finder sted 11. oktober.
Det store beløb er bevilget til i alt 67 museer, kirker, biblioteker, kulturhuse, slotte m.m., som har søgt om støtte til at åbne dørene for publikum og skabe unikke kulturarrangementer på årets
Kulturnat. Midlerne kommer udelukkende fra salg af Kulturpas, og samlet har Kulturnatten igennem de sidste 30 år uddelt intet mindre end 55.739.393 kr. for at fremme kulturen, siden den første Kulturnat så dagens lys i 1993.
I mere end 30 år har Foreningen Kulturnatten skabt en magisk efterårsaften, hvor gaderne reflekteres af lys og glade stemmer, og de mange tusinde kulturgæster inviteres til at opleve byen bag facaden og besøge arrangementer og bygninger, der kun kan opleves denne ene gang om året.
Målet for Foreningen Kulturnatten har siden begyndelsen været at skabe byens største kulturbegivenhed, hvor alle kan deltage, og herigennem nudge kulturel nysgerrighed hos både børn, unge og voksne, og det har man fundet en model for, som i nu mere end 30 år har bidraget med en væsentlig støtte til kulturen.
”Der er mange, der ikke ved det, men Kulturnatten er en ikke-kommerciel begivenhed, og vi modtager ikke nogen form for tilskud. Foreningens eneste indtægt kommer fra de kulturpas, de mange kulturgæster køber, og de penge fordeler vi tilbage i støtte til vores engagerede arrangører, så de igen kan udvikle særlige arrangementer, som kun kan opleves på Kulturnatten. Vi holder prisen på et kulturpas på et leje, som gør at alle forhåbentlig kan være med, og på den måde støtter op om hensigten, at kulturen skal komme bredt ud,” siger forperson for Foreningen Kulturnattens bestyrelse, Ulla Didriksen.
Hvert år uddeler Foreningen Kulturnatten omkring 3 millioner kroner til kulturinstitutioner, som ønsker at åbne dørene for publikum på Kulturnatten, og i alt er det altså blevet til 55,7 millioner kroner, der er blevet givet i støtte gennem årene. Årets beløb på 3,8 millioner er ekstraordinært højt og er kun overgået i 2019, hvor Kulturnatten uddelte 3,9 millioner til kulturarrangementer.
Kulturnatten 2024 finder sted den 11. oktober; som altid fredagen inden efterårsferien begynder, i København og på Frederiksberg. Årets program vil være klar på hjemmesiden den 1. september.
Om Foreningen Kulturnatten
Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører hhv. Kulturnatten og Den Lille Kulturnat én gang om året. Medlemmerne betaler ikke kontingent, og alle arbejder ulønnet på nær Kulturnattens sekretariat. Kulturnatten modtager hverken støtte fra stat eller kommune, og den eneste sponsor er DOT, der sponsorerer transport til gæsterne på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas, og et eventuelt overskud anvendes udelukkende til gennemførelsen af kulturelle arrangementer under næste års Kulturnat i København og på Frederiksberg.
Læs mere om Foreningen Kulturnatten her