Fra 15. april vil de fleste skoler og en stor del af dagtilbuddene være klar til at tage imod børn op til 5. klasse og børn i specialtilbud. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelse.
Onsdag morgen vil en stor del af de københavnske børn igen være tilbage i skole og institution. Senest i dag får forældrene besked om deres dagtilbud eller skole- og fritidstilbud, eller specialtilbud ventes at være klar til at åbne allerede onsdag, eller om skolen eller institutionen skal bruge længere tid til at blive klar.
I først omgang forventer Københavns Kommune at åbne 26 skoler af byens 69 skoler og 124 – svarende til 35 pct.af dagtilbuddene allerede onsdag. Resten af skolerne bliver åbnet torsdag og fredag, mens dagtilbuddene vil åbne løbende.
“Vi er klar til at begynde den gradvise åbning for vores børn. Derfor har vores dygtige skole- og dagsinstitutionsledere og medarbejdere i påsken gennemgået deres skole eller institution for at være sikker på, at vi kan leve op til de retningslinjer, der er kommet fra myndighederne. Det vigtige for os er at levere rammer, så alle kan føle sig helt trygge ved at aflevere deres børn”, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Københavns Kommune har siden tirsdag den 7. april arbejdet på en plan for den gradvise genåbning . Alle skoler og dagtilbud har lavet en konkret og nedskrevet plan for, hvordan de kan leve op til vejledninger og instrukser fra sundhedsmyndighederne om blandt andet afstand og hygiejne.
De nye kvadratmeterkrav gør, at der er plads til færre børn i institutionerne, men samtidig betyder den fortsatte nedlukning i Danmark, at en del forældre efter al sandsynlighed fortsat vil holde deres børn hjemme. Forældrene får senest i dag besked om, hvornår deres dagtilbud eller skole forventer at åbne og skal så melde tilbage, om de har brug for pasning eller holder deres børn hjemme lidt endnu. Når der er overblik over behovet, vil forældrene få den endelig bekræftelse på, hvornår og hvordan der bliver åbnet op.
“Vi er fra på onsdag klar til at tage imod en stor del af de københavnske børn og dermed tage de første skridt mod en genåbning af samfundet. Samtidig skal vi huske, at langt de fleste af de tiltag, som regeringen har sat i værk, er forlænget frem til 10. maj, og derfor venter vi også, at mange forældre stadig holder deres børn hjemme. Der er rigtig mange af vores ansatte, der har knoklet her i påsken for at blive klar, og selvom meget er på plads, så håber jeg, at alle vil have forståelse for, at der kun bliver åbnet langsomt op i takt med, at vi kan leve op til kravene fra myndighederne,” siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).
Selvom skole og dagtilbud begynder at åbne igen, bliver det en anderledes hverdag, end forældre og børn er vant til. For skolebørnene bliver der ikke nogen overgang mellem skole og fritidshjem, som der plejer. I stedet er børnene det samme sted hele dagen, og på den måde bliver alle bygninger udnyttet hele dagen.
For dagtilbuddene betyder pladskravene, at man skal tænke i udeområder og kan bruge de mange kultur- og sportsfaciliteter, som står tomme lige nu, hvis der mangler plads. Børnene skal vænne sig til større afstand og at være i mindre grupper – og i skolerne vil undervisningen stadig foregå efter nødbekendtgørelsen, som tager hensyn til, at undervisningen i øjeblikket finder sted med en række praktiske begrænsninger.
Der vil stadig være nødpasning for de forældre, der har behov og først senere kan vende tilbage til deres egen institution.
Fakta.
Onsdag forventer Københavns Kommune at åbne 28 skoler og 124 – svarende til 35 pct. – af dagtilbuddene. Derefter vil der løbende blive åbnet flere skoler og dagtilbud. Enkelte specialskoler vil først være åbne fra mandag.
Rengøring.
Der er afsat ekstra ressourcer til rengøringen i daginstitutioner og skoler i den kommende tid for at leve op til Sundhedsstyrelsens vejledninger. KK Rengøringsservice vil lave en daglig grundig rengøring af flader og kontaktpunkter. Normalt bruges kun vand og sæbe, men efter Sundhedsstyrelsens vejledning vil der også blive anvendt sprit.
Legetøj, der ikke – eller kun med stort besvær – kan rengøres, skal stilles i depot. Lokalerne bliver gjort rent både tirsdag og onsdag, inden børnene kommer.
Frokost.
Børnene skal i første omgang have madpakke med.
Håndsprit og håndvask.
I forbindelse med beslutningen om genåbning af dagtilbud og skoler har Sundhedsstyrelsen udarbejdet vejledninger for håndvask og brug af håndsprit. Det er forventningen, at der distribueres håndsprit mm mandag den 13. og tirsdag den 14. april.
Ramme for undervisningen.
Eleverne vil fortsat blive undervist efter reglerne om nødundervisning, hvilket betyder, at den enkelte skole under hensyn til skolens undervisningsforpligtigelse og de enkelte elevers behov vurderer, hvordan skolen bedst muligt i den givne situation kan gennemføre sin undervisning. Skolen skal for alle elever i 6. – 9. klasse tilbyde nødundervisning, ligesom der fortsat vil være fokus på de meste udsatte børn
Helhedstilbud i tidsrummet kl. 8-16.
Skole og fritidstilbud (og så vidt muligt fritidsklub) skal sammen tilrettelægge et tilbud for eleverne i tidsrummet kl. 8-16. Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning skal elever så vidt muligt være sammen med den samme gruppe børn hele dagen, hvilket fx kan betyde, at fritidstilbuddet arrangeres sådan, at pædagogerne er ude i de enkelte klasser/grupper af elever, og at pasningen foregår i samme fysiske rammer hele dagen.
Dagtilbuddene vil være åben fra kl. 7 til 16.30.
Se Sundhedsstyrelsens vejledning og materialer til genåbning af dagtilbud.
Se Sundhedsstyrelsens vejledning og materialer til genåbning af skoler og fritidsordninger.
Se listen over de skoler, som forventer at åbne onsdag den 15. april.
Se listen over de dagtilbud, som forventer at åbne onsdag den 15. april.