Hvert år flytter 90.000 husstande i Københavns Kommune, og det skaber en del usorteret affald. Derfor vil Københavns Kommune som et forsøg give et flyttekit til affaldssortering til københavnere, der står over for en flytning.
I dag starter Københavns Kommune et nyt forsøg, hvor man i første omgang vil sende 5000 flyttekits ud til københavnere, der står over for en snarlig flytning.
Flyttekittet består af poser til sortering af de forskellige typer affald som plast, papir og pap, en flyttekalender, klistermærker til inddeling af kategorier som ”sælg”, ”Giv videre” og et lille midlertidigt sorteringssystem til køkkenet i det nye hjem.
Flyttekittet skal gøre det nemmere for københavnere, der står overfor en flytning at få pakket og sorteret, så affald sorteres rigtigt og flere møbler mv. sendes til genbrug.
Flytning skaber affald
Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt borgernes sorteringsadfærd i forbindelse med flytninger. Under en flytning sker der tit en større oprydning, og der generes derfor en del affald, som i mange tilfælde bliver stillet i sorte affaldssække eller blot efterlades i gården.
På den måde ender store mængder af affald og gode genbrugsmøbler som restaffald og stort indbo, der brændes. Det kræver efterfølgende mange ressourcer at rydde gårde og skralderum.
Teknik- og Miljøforvaltningen estimerer, at hver flytning genererer ca. 60 kg affald, som kunne have været genbrugt eller sorteret til genanvendelse. Dette svarer til 5.500 tons affald om året fra flytning, hvoraf de 25 procent ville være genbrugt.
Nyt hjem nye vaner
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod ser frem til, hvordan københavnerne tager imod det nye flyttekit:
”København er en stor by, hvor rigtig mange flytter hvert år. Det er omfattende at flytte, og vi kan se, at mange af de gode sorteringsvaner forsvinder, når man som familie står midt i en flytning. Der bliver ofte efterladt en del usorteret affald i sorte sække og møbler, der lige så godt kunne være blevet sendt til genbrug. Det er hverken godt for skraldefolkenes arbejdsmiljø eller for klimaet. Derfor vil vi nu se, om det nye flyttekit kan hjælpe familierne med at forberede en flytning i god tid og gøre det nemmere at sortere sit affald under flytningen. Den midlertidige sorteringsløsning til det nye hjem skal sørge for, at man som familie får gode sorteringsvaner fra starten,” fortæller hun.
Beholde de gode vaner
Københavns Kommune håber også på, at flyttekittet kan hjælpe de gode vaner på vej, når man flytter ind et nyt sted. Flyttekittet skal hjælpe med at fastholde den gode sorteringspraksis hos dem, der sorterede inden flytning og hjælpe de husstande i gang med at sortere, der ikke affaldssorterede inden deres flytning.
Flyttekittet gennemføres som et pilotprojekt. Det vil være færdigt i september 2025 og derefter vil Teknik- og Miljøforvaltningen evaluere forsøget.
Bestil flyttekit
Alle københavnere, der står over for en flytning inden for det kommende halve år, kan bestille et flyttekit. Når man bestiller et flyttekit, så tilmelder man sig forsøget og siger ja til at få tilsendt spørgeskemaer – et skema før og et skema efter flytningen.