Københavns Kommune henter 20 nye medarbejdere ind til at guide københavnerne gennem julehandlen med gratis håndsprit og påmindelser om at holde afstand. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Du har måske allerede set dem i gadebilledet? Nu øger Københavns Kommune antallet af de såkaldte adfærdsguider, som uddeler håndsprit og venligt minder københavnerne om at holde afstand ude foran byens butikker.
Konkret opretter Københavns Kommune 10 nye stationer på og omkring Strøget med i alt 20 nye medarbejdere. Det sker som reaktion på den alvorlige smittesituation med corona, hvor regeringen har valgt at lukke alle storcentre og samtidig opfordrer kommunerne til at sætte ekstra ind på handelsgaderne.
– Selvom regeringen og myndighederne klart opfordrer til, at vi holder os hjemme og begrænser vores indkøb, kan butikkerne på Strøget i København måske alligevel se frem til ekstra mange kunder, nu hvor stormagasiner og indkøbscentre er lukket. Derfor har vi sat endnu flere medarbejdere ind, der kan kommunikere i øjenhøjde med københavnerne og hjælpe os alle med at holde afstand, forklarer Jakob Hjuler Tamsmark, der er chef for Teknik- og Miljøforvaltningens corona-team.
Kommunen forventer også, at andre butiksgader kan blive presset på grund af julehandlen, mens byens mange kiosker, der modtager og afleverer pakker, risikerer at få ekstra mange kunder.
– Vi har fokus på hele byen. Derfor har vi også givet butikker og kiosker mulighed for at sætte afstandsmarkører op på fortovet uden at spørge kommunen om lov først. Og så håber vi, at så mange som muligt vil overveje at hente deres pakker i løbet af dagen, så der ikke opstår for lange køer om eftermiddagen, siger Jakob Hjuler Tamsmark.
Det var i forbindelse med Black Friday i slutningen af november, at kommunen første gang rettede sin indsats med bemandet corona-vejledning mod butikslivet i byen. Siden er der koblet i alt 30 ekstra medarbejdere på, som i forvejen er ansat i kommunen. Det er blandt andet personale fra de kommunale svømmehaller, som er lukket på grund af corona, og bemandede legepladser, hvor bemandingen er reduceret.
Seks af de 10 nye stationer er allerede sat op her fredag. De resterende adfærdsguider ventes at være på plads i løbet af weekenden og mandag.