Jul i Tivoli er hygge og traditioner. Det er tusindvis af julekugler, lys og juletræer. Det er Julemandens Hus på Plænen med udsigt til julelandsbyen; Bjældevang. Det er en tur på skøjtebanen, og det er gensyn med balletklassikeren Nøddeknækkeren med kostumer og scenografi af Dronning Margrethe.
Det er julefrokoster, dampende varm gløgg og ristede mandler. Kort sagt Jul i Tivoli åbner d. 15. november klokken 15.30 og lukker først d. 5. januar i det nye år.
Tivoli inviterer til klassisk jul, hvor der også er Lucia-optog, boder, og så er der i år premiere på musicalen Tinkas Juleeventyr. En af verdens bedste restauranter, den 3-stjernede Michelin Hiša Franko fra Slovenien gæster også Det japanske Tårn. Jul i Tivoli åbner for 31 år i træk med juletræstænding, hvor Linda P og Søs Egelind fra Tivolis revyhold sammen med Annette Heick og Julemanden tænder lyset på juletræet foran Koncertsalen kl. 18.00.
Fast del af tradition
Tivolis julemarked er blevet fast inventar på internationale mediers lister over de bedste julemarkeder verden over, og har lært de besøgende betydningen af dansk julehygge. For tusindvis af danskere og turister er et besøg i et juleklædt Tivoli en fast del af julens traditioner. I år varer julen i Tivoli – om ikke helt til påske – så i hvert fald lidt længere end normalt. Tivoli har nemlig forlænget julesæsonen til d. 5. januar, så man lige kan nå at få det sidste skud julehygge med i begyndelsen af det nye år. Tivoli har over de seneste år investeret mange millioner alene i jule-sæsonerne, som blandt andet er blevet opgraderet med nye scenografier, en skøjtebane, ildflue-lysinstallation ved Tivoli Søen, levende lys-julekugler, inspireret af planeterne, der svæver over Zigzag-stien, Julemandens Hus og et utal af lavenergi-lyskæder – faktisk nok til at række hele vejen fra København til Helsingør.
Tivolis direktør Susanne Mørch Koch siger:
“Vi er stolte af julen i Tivoli; Vi har igennem de seneste år udviklet vores julemarked, som tiltrækker gæster fra ind- og udland. Vores ambition er at skabe det magiske julemarked i verden, og ifølge toneangivende, internationale medier, er vi godt på vej. Vi arbejder kontinuerligt på at forfine og udvikle Tivolis julebelysning, gastronomiske tilbud og scenografier, alt sammen med respekt for de klassiske juletraditioner. Et besøg i Tivoli skal gerne være en fast del af julen, hvor både julemarkedet, en tur i Rutschebanen, lysene, gløgg og æbleskiver er blandt julens højdepunkter. Vi ser også meget frem til gensynet med den anmelderroste juleballet Nøddeknækkeren i Koncertsalen, som er blevet en familietradition for mange. Overordnet er vi optimistiske ift. årets resultat, og vi forventer, at mange gæster besøger os til Jul i Tivoli, der i år strækker sig ind i de første dage af 2025”.
Julemand og skøjteløb
De yngste gæster kan igen i år se frem til at møde Julemanden, som flytter ind i sit hus på Plænen. Her kan børn i alle aldre få en snak med Julemanden om årets ønsker. Foran Koncertsalen kan man tage en tur på skøjter på Tivolis kunstige skøjtebane, som op til årets sæson har fået sig nogle dekorative nyheder. Og så kan man kigge op på det 13 meter høje juletræ, der er iklædt tusindvis af lys.
Tinkas Juleeventyr, Nøddeknækkeren og juleshow
På Tivolis scener bliver der julet igennem. Hele familien kan opleve et ægte juleeventyr, når balletklassikeren Nøddeknækkeren indtager Tivolis Koncertsal med piruetter, funklende stjerner og musik. Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har skabt koreografien, og Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag familieballettens scenografi og kostumer. I år kan publikum bl.a. se frem til tre nye kostumer, som er skabt af Dronning Margrethe. Flere end 170.000 gæster har til dags dato oplevet Tivolis version af Nøddeknækkeren, og musikken er som altid Tjajkovskijs. Der er også mulighed for at opleve en helt ny juleforestilling, når nissen Tinka indtager scenen i Glassalen med julemusicalen, Tinkas Juleeventyr. Med i musicalen er blandt andre Birthe Kjær, Szhirley og Johannes Nymark. Og så har Tivoli igen i år samlet en række store stjerner – som Sanne Salomonsen og Søs Fenger – til underholdning og musik ved Tivolis Juleshow, som i år bliver styret af Søs Egelind og Pelle Emil Hebsgaard. Tivoli Juleshow løber af stablen d. 3. og 4. december kl. 19.30.
Boder og smuk pynt
Der er mulighed for at opleve Tivolis julede scenografier, som bl.a. inkluderer flere end 70.000 julekugler, 3 kilometer granguirlander, flere end 50 kilometer lyskæder, pyntede juletræer, nisser og en masse sne. Mange vil kunne glæde sig til gåturen rundt om Tivoli Søen under de lysende hængepile og forbi ildflue-lysinstallationen med en kop varm kakao eller gløgg. Traditionen tro er der også rig mulighed for at købe jule- og adventsgaver i de mange boder, hvor handlende fra hele landet sælger pynt, lækkerier og lokale specialiteter.
Fra flæskestegssandwich til 3-stjernet Michelin
Tivolis gæster kan få stillet sulten med julemad på Tivolis mange restauranter, som byder på alt fra klassisk smørrebrød og simreretter til æbleskiver og vafler. I de mange boder er der mulighed for at få stillet den lille eller den søde sult med ristede mandler, lune kastanjer, flæskestegssandwich eller hotdogs, og så er der en stor gastronomisk julegave i vente i Det japanske Tårn, hvor en af verdens bedste restauranter; slovenske Hiša Franko – med hele 3 Michelin-stjerner – rykker ind i julesæsonen.
Parader, koncert, Luciaoptog og fyrværkeri
Tivolis gæster kan også opleve Tivoli-Garden gå juleparade gennem Carstensen Have lørdage i julesæsonen eller høre gardens julekoncert i Koncertsalen d. 10. december. Her vil 100 medvirkende fra Tivoli-Garden fylde salen med julemelodier til Leroy Andersons Sleigh Ride og uddrag fra Tjajkovskijs Nøddeknækkeren d. 13. december vil der traditionen tro også være det stemningsfulde Lucia-optog, hvor op mod 100 luciasangere bærer lys gennem Tivoli. I år sluttes julen i Tivoli af med smukt fyrværkeri d. 25., 26 og d. 31. december er der således store fyrværkerishows, når mørket er faldet på. For dem, der vil gøre lidt ekstra ud af Nytårsaften, er der stadig borde at få på flere af Tivolis restauranter på årets sidste aften.
Lysene i Tivoli
Tivolis gæster kan igen i år se frem til forlystelseshavens traditionelle og smukke julebelysning. Med lysdesigns i særklasse er der ikke gået på kompromis med oplevelsen, hvor dygtige lysdesignere har nytænkt den dekorative lysoplevelse i magiske rammer. Det dekorative lys vil være slukket udenfor åbningstid, hvor nød-, arbejds-, og opsynslys er tændt. Som forrige år har Tivoli taget tiltag til at energioptimere sin belysning, som nu dækker tusindvis af lyspunkter, hvoraf 99% af LED belysning. Tivoli forsynes desuden udelukkende med strøm fra vedvarende energikilder.
Tal om Tivoli
I alt 891 juletræer varierende i størrelsen fra 0,5 meter – 12,0 meter.
I alt ca. 3.000 meter granguirlander der hænges op i Haven.
I alt ca. 10 tons gran der udlægges i Haven.
I alt 500 kg. fyrtoppe der scenograferes med.
I alt 18.000 Hyacinter til scenografi.
50.000 børn og barnlige sjæle kommer hvert år forbi og hilser på Julemanden.
Fyrværkeri i Tivoli
25. dec. kl. 20:45
26. dec. kl. 20:45
31. dec. kl. 23:00
Jul i Tivoli åbner d. 15. november klokken 15.30 og slutter først d. 5. januar i det nye år. Læs her: www.tivoli.dk