Glyptotekets grundlægger Carl Jacobsen havde en klar vision. Han ville rejse et skønhedstempel, hvor kunsten kunne glæde folket. Glyptoteket fylder 125 år søndag den 1. maj, og du er inviteret til et brag af en fest på dagen og til jubilæumsfejring måneden ud og mere til!
De fejrer museet og jubilæumsdagen med musik, festtaler, langbordsfrokost, omvisninger, gratis øl og masser af god stemning.
Glæd dig blandt andet til at opleve koret Musica Ficta og komponist Di Garbi synge Vinterhaven op, høre skuespiller Peter Gantzler fremføre Carl Jacobsens oprindelige åbningstale og smage Glyptotekets nybryggede jubilæumsøl.
Du kan smage øllen i Picnic, som hele maj desuden byder på en særlig fødselsdagskage med vaniljecreme, jordbær og chokolade og happy hour alle torsdage mellem kl. 17 – 18, hvor du kan få to drikkevarer for éns pris.
Det bliver muligt at købe Glyptotekets øl, Oase, i museumsbutikken blandt andre fejringsgenstande, såsom særlige plakater, prints og postkort.
I hele maj hyldes Glyptoteket med en række omvisninger om museets historie, tilblivelse og arkitektur.
Om søndagen fra kl. 14-15 kan voksne høre fortællingen om Glyptotekets stifter Carl Jacobsens kærlighed til skulpturer eller blive klogere på museets smukke arkitektur.
Hver søndag fra kl. 11-12 kan børn og deres voksne desuden komme med på en sanselig familieomvisning.
Omvisningerne er gratis, når entréen til museet er betalt.
Når museet slår dørene op den 1. maj, bliver det på mange måder historisk. Glyptoteket har nemlig udover at fylde 125 år været under en farveforvandling. Gennem farvearkæologiske undersøgelser har konservatorer afdækket væggenes originalfarver og ført dem tilbage til de farver, som oprindeligt var tiltænkt salene.
Det er endda muligt at spotte de farvetrapper, konservatorerne har benyttet i deres undersøgelser på museet.