Københavns nyeste bydel, Jernbanebyen, er udnævnt til et globalt pilotprogram, der skal vise vejen for fremtidens grønne og sunde byer. Det sker i samarbejde med den internationale NGO C40, der her fortæller om, hvad man ønsker at opnå med projektet.
I juli var København vært for den internationale verdensarkitekturkongres, UIA World Congress of Architects. Her blev Københavns nyeste bydel, Jernbanebyen, lanceret som ét af 22 globale pilotprojekter af det førende internationale bynetværk C40. Et pilotprojekt, der globalt skal vise vejen for fremtidens grønne og sunde storbyer.
Men hvem er C40, hvad betyder det at være et globalt pilotprojekt, og hvordan vil det komme til udtryk i udviklingen af Jernbanebyen? Det har vi spurgt Hélène Chartier om, der er direktør for Urban Planning & Design hos C40 med ansvar for Green & Thriving Neighbourhood Programme, som Jernbanebyen er en del af.
Kan du fortælle om, hvad I laver hos C40?
C40 er en af verdens største og mest betydningsfulde NGO’er, når det kommer til at forene storbyer verden over i kampen for at løse klimaudfordringerne. I samarbejde med cirka 100 borgmestre fra forskellige hovedstæder verden over arbejder vi for at nedbringe udledningen af CO2, fremme bæredygtige løsninger, mindske luftforurening og skabe sunde og gode byer at leve i.
Det sker med udgangspunkt i et princip, der hedder 15-minutters byer, hvor vi hjælper vores samarbejdspartnere med at igangsætte projekter med fokus på at skabe gode rammer for et sundt liv, grønne områder og gode gang- og cykelforbindelser og nem adgang til offentlig transport.
Hvad går C40’s projekt i Jernbanebyen ud på?
Jernbanebyen er et meget ambitiøst byudviklingsprojekt med et mål om at udvikle en attraktiv og sund bydel med fokus på klima, fællesskab, det moderne liv og inklusion.
Jernbanebyen er en del af det globale C40 pilotprojekt Green and Thriving Neighbourhoods, hvor 22 byer verden over skal fungere som inspirationskilde til fremtidige byudviklingsprojekter. Udover København tæller projektet også byer som Rom, Barcelona og Paris. Her er målet at skabe blandede bydele, hvor man bygger nyt med respekt for og plads til det eksisterende, hvor beboere har nem adgang til alle faciliteter og tjenester, samtidig med at det offentlige rum skal være centreret omkring mennesker med mere plads til bynatur, der fremmer biodiversitet og understøtter klimatilpasning.
Hvorfor er der behov for et projekt som Green and Thriving Neighbourhoods?
Måden vi det sidste århundrede har grebet byudvikling an på har i stigende grad favoriseret bilorienteret planlægning og en over-specialisering af bykvarterer. Her var tanken, at boligområder skal være adskilt, så vi har ét område, der er et forretningsdistrikt, et andet område der er mere kommercielt orienteret og et tredje område til almindelige boliger. De områder er så forbundet af infrastruktur, der primært er designet til biler.
Denne model har ført til mange af de udfordringer, byer står over for i dag: mange og lange pendlerture, overforbrug af naturlige områder, luftforurening samt mangel på faciliteter og dårlig livskvalitet.
Det er derfor vigtigt at skabe en model for urbanisering, der bygger på harmoni mellem mennesker og naturen. Her er man gået tilbage til en tankegang om at skabe såkaldte 15-minutters byer, der fokuserer på nærhed og menneskecentrerede offentlige rum.
Målet er at fremme polycentriske byer bestående af flere ‘komplette’ kvarterer, hvor alle kan få deres daglige behov opfyldt tæt på, hvor de bor. Det indebærer en form for fællesskab, adgang til parker og natur, adgang til offentlig transport, kultur, restauranter og et levende butiksliv.
Det bidrager ikke kun til en større samhørighed mellem beboerne i et område. Det kan også bidrage til at reducere CO2-udledningen med op til 25% i 2050.
Hvad håber I, at pilotprojektet i Jernbanebyen fører til?
C40 er en global platform, hvor storbyer kan udveksle viden, innovation og idéer til, hvordan man kan udvikle og transformere byer. Håbet er her, at Jernbanebyen kan være en inspirationskilde til, hvordan man i fremtiden definerer og udvikler fremtidens bydele ud fra principper om at skabe grønne og levende bydele.
Om Jernbanebyen
Jernbanebyen er placeret mellem Vasbygade, Enghavevej og Ingerslevsgade og udgør den sidste store brik i byudviklingen i det sydlige og centrale København. Det 365.000 kvadratmeter store byudviklingsområde skal omdannes til en moderne, attraktiv bydel med blandede boliger og erhverv og med fokus på fællesskaber, sundhed og bæredygtighed. Med den gennemgående grønne karakter kommer alle med tilknytning til Jernbanebyen til at bo og arbejde med naturen helt tæt på i en i øvrigt delvist bilfri bydel. Bag udviklingen står DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme, Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension.