Skuespiller Mohamed Ali Osman smider kludene i Sort/Hvid og Morten Burians kommende teaterforestilling, Hvid tegner sort model. Med en blok i hånden kan du sammen med resten af publikum være med til at tegne et nyt billede af en politisk krop.

»Jeg gider egentlig ikke at snakke om min hudfarve. Sådan har jeg det det meste af tiden. Jeg ved jo godt, jeg er sort. Det er alle andre, det er spændende for,« fortæller den 32-årige skuespiller, Mohamed Ali Osman, der har somalisk baggrund.

I Hvid tegner sort model tager han konsekvensen og klæder sig af på scenen. For dit og andres blikke. Her lader han sin medspiller Karin Bang Heinemeier og publikum tegne sin krop som croquismodel.

Mohamed Ali Osman ved af erfaring, at hans krop allerede er politisk i andres øjne. En genstand for fordomme og forestillinger. Han skal hele tiden forholde sig til det blik, der betragter ham ­– både når han står over for hvide og over for folk, der ligner ham selv.

Nogen ser ham med det samme som muslim, flygtning, socialt udsat, underklasse, fra ghettoen, et problem. Andre er velmenende, men uforståelige i deres akademiske forhippelse på ikke at sige noget, der kan krænke ham. Og endeligt synes nogen, at Mohamed går de hvides ærinde og kalder ham for »white sympatizer,« »Uncle Tom« eller »præmieperker,« hvis han forsøger at bringe nuancer ind i identitetsdebatten.

Blikkets magt.
»I Hvid tegner sort model undersøger de to skuespillere på scenen, hvad vores blikke og ord gør ved hinanden,« fortæller forestillingens instruktør Morten Burian. »Hvordan magt opstår, forhandles og fordeles, når vi taler om og tegner hinanden.«

Derigennem prøver forestillingen at forstå, hvorfor der tegnes så skarpe grænser op i den offentlige debat i dag.

En debat om identitetspolitik, som ofte fortegner sig i to lejre, der synes lige så forudsigelige som de er uforsonlige. Hvid tegner sort model begynder også med et fortegnet billede: En hvid påklædt kvinde tegner en sort nøgen mand.

»Men herfra nuancerer skuespillerne udgangspunktet gennem personlige vidnesbyrd, kropslige positurer og sceniske undersøgelser,« fortæller Morten Burian: »Hvordan påvirkes vi af andres blikke? Er alle stereotyper dårlige? Og kan vi skabe en bedre samtale om disse problematikker uden at beskylde hinanden for at være enten krænkende eller krænkelsesparate?« afslutter instruktøren spørgende.

Publikum er med til at tegne svarene på Sort/Hvid den 19. september – 14. oktober. Ingen streg er forkert.

»På Sort/Hvid vil vi bringe os selv og vores publikum i tvivl om de automat-positioner, som vi alt for ofte indtager i aktuelle debatter uden at spørge til præmissen. Derfor glæder jeg mig til at opleve Hvid tegner sort model,« siger Sort/Hvids kunstneriske chef, Christian Lollike.

HVID TEGNER SORT MODEL
Samproduktion mellem Morten Burian og Sort/Hvid. Forestillingen spiller på Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V 19. september – 12. oktober 2019

Billetter: teaterbilletter.dk / 70 70 74 94 / billet@sort-hvid.dk
Læs mere på www.sort-hvid.dk/projekt/hvid-tegner-sort-model/