Der er stor forskel på, hvor mange dage pædagoger og lærere er syge alt efter, hvilken kommune de arbejder i. Det viser en ny analyse fra CEPOS.

I 2024 var en kommunalt ansat pædagog i gennemsnit syg i 16,2 dage. Men bag gennemsnittet gemmer sig markante forskelle. I nogle kommuner er fraværet helt nede på 9 dage, mens det i andre er oppe på over 21 dage.

For lærerne lå det gennemsnitlige sygefravær på landsplan på 12,7 dage pr. fuldtidsmedarbejder, og her er der også store kommunale forskelle. I nogle kommuner er sygefraværet pr. lærer nede på 9 dage, mens det i andre er oppe på 17 dage.

Ifølge CEPOS ville det offentlige alene på lavere sygefravær hos pædagogerne kunne spare op mod én milliard kroner, hvis alle kommuner kom ned på niveau med den kommune, der i dag har det laveste sygefravær.

Det høje sygefravær ikke blot er dyrt for kommunerne – det kan også have konsekvenser for børnene.

”Højt sygefravær kan gå ud over trygheden og kvaliteten i institutionerne. Når pædagogerne og lærerne ofte er væk, kan det blive det sværere at sikre stabile relationer, god omsorg og faglig udvikling for børnene,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Forskningschefen vurderer desuden, at fraværet i mange tilfælde afspejler kvaliteten af ledelsen.

”Der kan altid være udsving, men sygefraværet er i høj grad en indikator for, hvordan det generelt går. Lavt fravær tyder typisk på en velfungerende institution – og jo ikke mindst omvendt,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

CEPOS-analyserne af udviklingen i sygefraværet for pædagoger og lærere viser, at et højere sygefravær tilsyneladende blevet en ny normal.

»Under corona steg sygefraværet markant – og det ser ud til, at en række kommunale arbejdspladser endnu ikke har fundet helt tilbage til niveauet fra før nedlukningerne,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Han opfordrer derfor både ledere og politikere til at sætte målrettet ind.

”Man burde ligge nede, hvor man lå i perioden før 2020. Det bør være ambitionen,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Se, hvor meget sygefravær pædagogerne i din kommune har, her:

Sygefravaer-blandt-kommunale-paedagoger-i-2024.pdf

Se, hvor meget sygefravær folkeskolelærerene i din kommune har, her:

Sygefravaer-blandt-folkeskolelaerere-i-2024.pdf

Foto: ABW