Vinterbadning er populært, og københavnerne behøver ikke at tage ud af byen for at få et koldt dyp. HOFOR holder nemlig vandet rent i Københavns Havn i samarbejde med kommunen. Det er der mange, der benytter sig af.

Foto ABW

Flere og flere københavnere hopper i havnen om vinteren, for kuldechokket i kroppen og det efterfølgende velvære er rigtig mange helt vilde med. Når badevandet tilmed er rent at opholde sig i, hvilket ellers ikke er standard i hovedstæder, ja så er det nemt og trygt at være vinterbader.

Rent badevand giver muligheder for at bruge byen
Én af dem, der er på vinterbadeholdet, er Jeppe Estrup, 26 år. Han hopper i havnen flere gange om ugen vinteren igennem, og det har han faktisk gjort, siden han som 10-årig blev introduceret for vinterbadning af sin far.

– Det er en helt anden oplevelse at bade om vinteren – det giver både adrenalin og gør mig samtidig også dejlig afslappet.

Rundt langs Københavns Havn er vinterbadeklubber med saunaer skudt op på stribe, og flere klubber og foreninger har lange ventelister. Jeppe er heldig at være medlem af Svanemøllebugtens Vinterbadelaug, som endda har to saunaer. Det er dejligt med ekstremerne for kroppen, synes han – skiftevis gennemvarm og helt afkølet.

– Jeg tænker egentlig ikke over, at vandet i København er rent, når jeg hopper i, men det giver uden tvivl fantastiske muligheder for at bruge byen.

Kæmpe-bassiner og skybrudstunneler med til at sikre badevandet
Vinterbadning i hovedstadens indre havn kan kun lade sig gøre, fordi HOFOR og Københavns Kommune hele tiden arbejder på at holde havnevandet rent.

HOFOR har med ansvaret for byens kloaksystem bygget flere store underjordiske bassiner, som tilbageholder spildevandet, når der er pres på ud til renseanlæggene. Der ligger blandt andet et kæmpe-bassin under Kvæsthusbroen lige ved Skuespilhuset – ikke til at se medmindre man ved det.

Også byggeri af skybrudstunneler, som fx den igangværende Kalvebod Brygge Skybrudstunnel på Vesterbro og Frederiksberg, er med til at sikre badevandet i fremtiden, da tunnelen kan lede kæmpestore mængder regnvand til renseanlæg fremfor ud i havnen.

Hop i havnen – i sikre badeområder
Flere steder i havnen har Københavns Kommune indrettet de såkaldte badezoner, hvor der er sikre forhold til at bade – også om vinteren. Badezonerne er afmærkerede områder med flydespærrer i vandet, og hvor man nemt kan komme ned og op ad vandet på stigetrapper. Sommerens populære havnebade er også åbne en del af vinteren.

I de markerede badeområder vil der desuden være en tydelig markering, hvis der er rødt badeflag. De røde flag betyder nemlig, at man ikke må bade, fordi vandkvaliteten er for dårlig. Københavns Havn har et effektivt elektronisk advarselssystem, som hver dag måler vandkvaliteten.

Det kan desværre ske, at kloakvand må lukkes ud, fx hvis byen rammes af gevaldig megen regn, hvilket også kan ske om vinteren. Så er der nemlig ikke engang plads i de underjordiske forsinkelsesbassiner. Det er derfor en god idé at holde øje med badeflagene, inden man hopper i havnen i de markerede badeområder.

I app’en Badevand kan man også altid tjekke badeflagene og vandkvaliteten. Havnen er åben for badning det meste af tiden året rundt.

Læs mere om alle bade- og dyppezonerne i Københavns Havn på www.svoemkbh.dk

Vil du vide mere om underjordiske bassiner og skybrudssikring i København: Klimatilpasning i HOFOR

Kilde HOFOR.