Frederiksberg Forsyning har offentliggjort, at der i løbet af 2030 ikke længere vil blive leveret bygas på Frederiksberg. HOFOR vil fortsætte med at levere bygas til de mange københavnere og virksomheder, der er bygaskunder hos dem.
HOFORs over 200.000 bygas-kunder kan trygt fortsætte med at benytte bygas til madlavning og andre formål. Selvom Frederiksberg Forsyning vil stoppe med at levere bygas og hæve prisen de kommende år, påvirker det ikke HOFORs kunder.
HOFOR udvikler løbende bygasforsyningen og har gennem de seneste 15 år fordoblet salget af gas til erhvervs- og industrikunder, som i dag køber 85 procent af bygassen.
Derfor har HOFOR helt andre forudsætninger for at fortsætte salget af bygas, der har været en del af forsyningen af København siden 1857.
Stabile lave priser og CO2-neutral bygas fra næste år
– Der bliver langsomt færre privatkunder. Størstedelen af HOFORs bygas bliver i dag leveret til større industri- og erhvervskunder. Salget af bygas til private kunder i København udgør i dag omkring 15 procent af vores samlede bygas-salg, forklarer Morten Stanley, der er gaschef i HOFOR:
– Vi har derudover et velholdt og sikkert bygasnet – samt en økonomisk robust forretning i vækst og udvikling. Derfor forventer vi også stabile lave priser for vores mange bygaskunder i det kommende år. Samtidig forventer HOFOR, at bygassen vil være 100 procent CO2-neutral i løbet af 2025. Det skyldes vores fortsatte fokus på at udvikle bygasforsyningen og sikre at produktionen af biogas forøges.
– Vi når en vigtig milepæl, når vi kan sige, at vores bygas er CO2-neutral – og at vi er blevet ’selvforsynende’ med biogas i København, slår Morten Stanley fast.