HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, melder, at de nu er leveringsdygtige i mere end 100 megawatt fjernkøling til storkunder i hovedstaden. En markant milepæl, der betyder, at millioner af kvadratmeter i hovedstaden bliver kølet med fjernkøling fra HOFOR.

Havvandskammer til distribution af fjernkøling. Kred. HOFOR

Med de mere end 100 megawatt i hus er kundeporteføljen blevet udvidet betydeligt. En kundegruppe, der omfatter storkunder som erhvervsejendomme, hoteller og museer.

”Vi er enormt glade for, at stadig flere bygherrer vælger fjernkøling, når de tænker køling til fx større erhvervsejendomme. De mange megawatt, fjernkølingsnettet nu er udvidet med, viser også de ambitioner, vi har med fjernkølingen. En kølingsmetode, der ekspanderer i takt med både byens udvikling og udvidelse”, fortæller Jakob Thanning, områdechef for Kundeløsninger & Fjernkøling.

I runde kvadratmetertal svarer de 100 megawatt fjernkøling til tre millioner kvadratmeter, som HOFOR nu leverer fjernkøling til i hovedstaden.

Flere storkunder i hus
Senest er to nye storkunder blevet koblet på fjernkølingsholdet henholdsvis en større statslig ejendom, og den historiske ejendom Kuglegården i København. Kuglegården har mere end 275 år på bagen – og har fungeret som både flådebase og siden hørt under forsvaret for endelig at blive en del af Byggeselskab Mogens de Linde. Nu rykker fjernkølingen ind i de nyetablerede erhvervslejemål i historiske rammer på Holmen.

Attraktiv køleform
Fjernkøling har et lavere energiaftryk sammenlignet med de konventionelle eldrevne airconditionanlæg. Samtidig er fjernkøling et attraktivt valg, da virksomhederne undgår et stort køleanlæg, der optager plads i kælder eller på et tagområde. Plads, der i stedet kan udnyttes til andre formål som fx tagterrasse. Fjernkølingsanlægget er decentralt placeret.

Et køligt system af havvand Fjernkøling er ingen nyetableret køletjeneste. Siden 2009 har HOFOR haft forsyningen som ét af sine ressortområder. Kølemetoden er opbygget efter samme princip som fjernvarmesystemet blot med omvendt fortegn; kulde- versus varmelevering. Fjernkøling udnytter havvandet, der omgiver byen, som via et lukket kredsløb sender havvand til kølecentraler, og derfra videre ud til kunderne.

Fjernkøling anvendes både til komfortkøling, ligesom kølemetoden også anvendes til køling af fx serverrum, der kræver eksakte kølegrader.

Læs her.