Vesterbro er den bydel i København, hvor borgerne har adgang til færrest antal grønne områder og har færrest antal grønne kvm til rådighed.
Denne mangel er ikke blot en lille forskel; der er tale om en markant mangel. Helt præcist er der ifølge Københavns Kommune (jf. ”Status på Københavns offentlige grønne m2 2022”) 7 % grønne arealer på Vesterbro (6 m2 offentligt tilgængeligt grønt pr. indbygger).
Til sammenligning er tallet 29 % for grønne arealer i gennemsnit for hele København (42 m2 offentligt tilgængeligt grønt pr. indbygger). Kun Nørrebro er i samme lave ende som Vesterbro (15 % grønne arealer og 8 m2 offentligt tilgængeligt grønt pr. indbygger).
Udfordringen opstår, når så stor en del af København allerede er bebygget. Det er ikke nemt at finde arealer, der kan omdannes til grønne arealer. Samtidig er Vesterbro lidt forskelligt fra de andre bydele i den forstand, at andelsforeninger udgør en stor del af beboermassen (66%) som gør, at mange grønne arealer forbliver private baggårde.
Hvordan vil Lokaludvalget arbejde med dette? Læs meget mere her.