Indehaver og idéhaver af Genskabt Vintage, Rikke Nørregaard, glæder sig til at tage hul på et nyt kapitel i butikkens historie her på Vesterbro, hvor hun kommer fra. Butikken har eksisteret i mere end 3 år som netbutik med hjemmeside og instagram profil, og hun har åbnet dørerne til den fysiske butik på Haderslevgade 31.
Her finder du udvalgt, ready-to-wear vintage tøj og accessories samt interiør. Værdier for udvalget er altid det bæredygtige sammenholdt med en høj æstetik. Rikke har en baggrund som arkitekt og har senest været med til at starte og køre 2-årig pop-up shop CoLab2 i Roskilde.
Butikken har en særlig nærværende dynamik, og kunderne vil altid kunne finde nye varer og møde en oprigtig, god service. Inspireret af visionære lokale butikker i storbyer i Europa, vil du møde en butik med fodfæste i det lokale- men med visioner, der rækker langt ud i verden.
”Pludselig bød dette lokale sig til og jeg behøvede ikke at tænke 2 gange, inden jeg slog til. Beliggenheden sous-terre i Haderslevgade, er så rigtig for min butik, som lægger vægt på det nære forhold til kunderne- og jeg ser frem til et godt tilhørsforhold med områdets beboere, der tegner godt. Mange har allerede stukket hovedet ind og hilst nysgerrigt på under istandsættelsen.
Jeg ser også frem til at komme i kontakt med de mange kreative iværksættere og designere, der bor i bydelen således, at butikken bliver en platform for skiftende samarbejder på kryds og tværs, der kan bringe nye, fantastiske koncepter frem.
Jeg har mange kunder i København allerede. Med metroen, der åbner om lidt for enden af gaden, bliver min butik meget nem for alle at komme til- også for turister på vintage jagt, ” smiler Rikke Nørregaard.
Vil du vide mere, kan du læse mere her eller følge med på både Facebook og Instagram, samt se en masse herligheder på hjemmesiden lige her.