Valget af forbrugerrepræsentanter til bestyrelserne i HOFORs 16 vand- og spildevandsselskaber er igangsat. Som forbruger kan man melde sig som kandidat til bestyrelserne, og når stemmeperioden indledes, er det også forbrugerne, der afgør, hvem der vælges ind i bestyrelserne.

HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har netop igangsat forbrugervalget, og forbrugerne opfordres til at melde deres kandidatur til bestyrelserne og dermed få indflydelse på beslutningerne for fremtidens forsyninger.

Forbrugernes repræsentant i et af landets største forsyningsselskaber
Der skal vælges to forbrugerrepræsentanter og fire suppleanter til bestyrelserne. Kandidaterne bliver demokratisk valgt af HOFORs ca. én million forbrugere.

“HOFOR investerer sammen med vores ejerkommuner milliardstore beløb til både at sikre borgerne mod fremtidens øgede regnmængder, men også til at bane vejen for, at vi stadig kan bruge havnemiljøer til at hoppe i vandet. Ligesom vi også er i fuld gang med at renovere vores vandværker, så vi kan levere blødgjort vand til alle vores kunder”, fortæller koncernkundechef i HOFOR, Gorm Elikofer, som eksempler på nogle af de indsatser, der drøftes og besluttes i bestyrelserne.

Brug din stemme
Opfordringen lyder derfor fra HOFOR, at man som forbruger melder sig som kandidat til bestyrelserne. Og er man ikke til bestyrelsesarbejde, så kan man stadig blive hørt, når stemmeperioden indledes, hvor det også er forbrugerne, der afgør, hvem der skal repræsentere dem i bestyrelserne.

Udviklingen af fremtidens bæredygtige byer sker nemlig bedst i et effektivt samarbejde med forbrugerne – dem der dagligt bruger HOFORs forsyninger.

“At sikre rent drikkevand og forsvarlig håndtering af spildevand samt klimatilpasning af byerne er væsentlige områder, som vedrører os alle. Derfor er det helt naturligt, at forbrugerne også får indflydelse på udviklingen i virksomheden. Min klare opfordring er derfor, at forbrugerne deltager i valget enten ved at melde sig som kandidat eller ved at stemme på deres favoritkandidater”, lyder det fra koncernkundechefen i HOFOR.

Forbrugerrepræsentanterne sidder i bestyrelserne i en periode på fire år. Hvem der løber med posterne, bliver offentliggjort den 13. april 2022 på: hofor.dk/forbrugervalg2022

Om forbrugervalget i HOFOR:

Hvem kan stille op? Alle myndige personer, der har ti stillere (ti myndige personer) fra HOFORs forsyningsområde.

Man kan stille op som kandidat fra den 26. januar og frem til den 27. februar 2022 kl. 23.59.

Hvem kan stemme? Alle forbrugere i HOFORs forsyningsområde – både virksomheder og myndige privatpersoner.

Man kan stemme i perioden fra den 3. marts og frem til den 4. april 2022 kl. 12.00.

HOFORs forsyningsområde dækker Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk.

Hvordan foregår opstillingen af kandidatur og selve afstemningen? Opstilling af kandidater og stemmeafgivelse til forbrugervalget foregår elektronisk.

Læs her, hvordan man melder sig som kandidat, og hvordan man efterfølgende kan stemme til valget: hofor.dk/forbrugervalg2022

Hvem er HOFOR? HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, leverer vand til en million forbrugere og står for spildevandsafledningen i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk. Desuden forsyner HOFOR københavnerne med fjernvarme, bygas, fjernkøling og vedvarende energi.

Foto: ABW