Flere og flere borgere står i kø til at få en frivillig besøgsven: Efter coronanedlukningen kan SIND ikke længere følge med.
Rigtig mange af Københavns borgere med psykiske vanskeligheder føler sig ensomme. Det gør besøgsvenner som Søren noget ved, men der mangler flere frivillige, hvis ensomheden skal kommes til livs.
Behovet for en at tale med er stort
På trods af at SIND i mange år har arbejdet med at bryde tabuer og fordomme omkring psykisk sygdom, er der stadig mange, der tøver med at blive besøgsven for en medborger med psykiske vanskeligheder. Søren, som er besøgsven i SIND, gik dog til opgaven med et åbent sind:
– Jeg er bankmand, så jeg har ingen baggrund i psykiatrien, og jeg har ikke selv haft psykisk sygdom tæt inde på livet. Men jeg kan finde ud af at tale med mennesker, så jeg tænkte, at det med at være besøgsven, det kunne jeg nok godt finde ud af, fortæller Søren
Og det kunne han. Søren blev matchet med en af de borgere, der havde ønsket en besøgsven, og halvandet år senere mødes de stadig ca. en gang om ugen til stor glæde for dem begge. Mange, der henvender sig for at få en besøgsven, søger nemlig en at tale med, og det vigtigste som besøgsven er derfor bare at være god til at lytte og tale om stort og småt.
Minder om et helt almindeligt venskab
Søren fortæller, at når de to mødes, går de for eksempel tur, drikker en kop kaffe eller spiser en frokost. Nogle gange ordner de praktiske ting, går ned til købmanden eller besøger kirkegården for at lægge en blomst:
– De ting vi laver sammen, er de samme ting, som man ville lave med en god ven. Og med tiden har det faktisk også udviklet sig til at minde meget om et helt almindeligt venskab.
Venskabet, der med tiden har udviklet sig, er ikke kun med til at bryde ensomhedens tunge greb for ham Søren er besøgsvens for, men Søren bliver også selv beriget af relationen:
– Han kan præsentere mig for nogle perspektiver på ting, jeg ikke selv havde overvejet, og som jeg aldrig var kommet til at overveje, hvis jeg ikke havde siddet overfor den her person, som har levet et meget anderledes liv end jeg selv. Det giver mig helt enormt meget, fortæller Søren.
Søren og Sven opfordrer alle med interesse for andre mennesker til at blive besøgsven og dermed både hjælpe en medborger ud af ensomheden og samtidig selv blive beriget med et nyt og spændende bekendtskab.
Har du lyst til at høre mere om SINDs besøgsvens-tilbud?
Så kontakt besøgsvens-koordinator Sven Rasmussen:
Tlf.: 2055 8526
E-mail: svras1949@gmail.com