Endnu et stort skridt bliver taget mod emissionsfrie busser i hovedstadsområdet, når 46 nye elbusser i februar 2022 indsættes på de travle ruter 6A og 7A. Det oplyser MOVIA i en pressemeddelelse.

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen

København, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe og Rødovre Kommuner har i fællesskab besluttet, at de normalt travle buslinjer 6A og 7A, som kører på tværs af de fem kommuner, fremover skal køre på el. Der kommer i alt 46 nye elbusser, som uden at støje vil køre gennem byen mellem Nørreport og Buddinge St. (6A) og mellem Rødovre Hallen og Ny Ellebjerg St. (7A). For de årligt 10,6 millioner kunder betyder det færre partikler, mindre Co2 og mindre støj. Det er resultatet af et udbud, som Movia netop har afgjort.

Med den fælles kommunale beslutning om at gå fra diesel til el på 6A og 7A, tager de fem kommuner og Movia endnu et skridt mod målet om, at alle godt 1.300 busser på Sjælland skal køre fossilfrit i 2030 – og mindst halvdelen på el. Københavns Kommune besluttede med budget 2019, at alle buslinjer senest i 2025 skal omlægges til el- eller nulemissionsbusser. Gladsaxe Kommune har et mål om en total omlægning af alle dieselbusser til el i 2025.

Med øget grøn omstilling bidrager kommuner, regioner og Movia således til at indfri den nationale målsætning om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030.

Når de 46 nye elbusser kommer i drift i februar 2022 vil i alt 284 busser køre på el på hele Sjælland. Det svarer til 20 pct. af Movias samlede antal busser. Hertil kommer syv el-havnebusser i Københavns Havn. De 46 nye elbusser giver en årlig reduktion på 3.600 tons CO2, 5 tons NOx og 22 kg partikler.

Citater:  “Københavnerne skal kunne færdes i byen uden at være generet af støj og møg fra trafikken. Derfor er jeg glad for, at vi nu tager næste skridt mod 100 procent bæredygtig bustrafik i København i 2025. Med de nye grønne elbusser på linje 6A og 7A kører 40 procent af busserne i København på el og giver hele byen, buslinjernes naboer og passagererne en grøn og støjfri opgradering – det er et godt skridt den rigtige vej”, siger overborgmester Lars Weiss (S)

“Frederiksberg er hovedstadens grønne hjerte, og vi tænker klima og bæredygtighed ind i alle sammenhænge. Vi har en ambition om at være elbilby nummer ét, og det arbejde omfatter også den kollektive trafik. Jeg ser frem til et 2022, hvor først linje 7A i februar og senere på året linje 1A i juni går over til el; det er nogle vigtige milepæle i bæredygtighedsbestræbelserne og vil ydermere komme beboerne langs linjerne til gavn fordi elbusser både støjer mindre og er helt uden forurening” siger borgmester i Frederiksberg Kommune Simon Aggesen

“I Gladsaxe har vi stor fokus på bedre bymiljø med mindre støj og luftforurening i vores arbejde for grøn omstilling. Derfor glæder det mig, at vi nu får nogle nye klima og støjvenlige elbusser i vores by” siger borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse (S)

“Omstilling til grøn trafik er den eneste vej frem, hvis vi vil passe på vores miljø og klima. Men det har også stor betydning, hvis vi skal sikre et godt og sundt nærmiljø for vores borgere her i Rødovre Kommune. Både luftforurening og trafikstøj påvirker vores sundhed, og i Rødovre har vi mange lungepatienter, som vi skal passe på. Her gør elbusser og anden grøn trafik en vigtig forskel,” siger borgmester i Rødovre Kommune Britt Jensen (S)

“I Gentofte Kommune er vi glade for, at bustrafikken bliver mere grøn og derved bidrager til en sundere by med renere luft og mindre støj. Samtidig falder elbusser godt i tråd med vores ambition om at gøre det nemmere for borgerne at leve klimaansvarligt “, siger Karen Riis Kjølbye, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Gentofte Kommune

“Vi har i 2020 fastlagt et fælles mål i Movias mobilitetsplan om, at alle vores busser kører fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen af dem kører på el. Målet er at vores flextrafik udelukkende kører i elbiler senest i 2030, og alle nye tog på vores lokalbaner er eldrevne”, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Fakta om elbusser på linje 6A

  • Linje 6A kører i København, Gentofte og Gladsaxe Kommuner
  • Linje 6A er udbudt med i alt 57.322 køreplantimer pr. år og har i alt 21 elbusser fra 13. februar 2022
  • Med elbusdrift på linjen sparer kommunerne 1.100 tons CO2 om året

Fakta om elbusser på linje 7A

  • Linje 7A kører i København, Frederiksberg og Rødovre Kommuner
  • Linje 7A er udbudt med i alt 101.786 køreplantimer og har i alt 25 elbusser fra 13. februar 2022
  • Med elbusdrift på linjen sparer kommunerne 2.500 tons CO2 om året

Movia modtager støtte fra EU’s ELENA facilitet (under Horizon 2020 programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til el drift.

Fakta om elbusser i København, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe og Rødovre

  • Linje 1A, som kører i København, Frederiksberg, Hvidovre og Gentofte, omstilles til elbusser i juni 2022
  • Linje 2A, som kører i København og Frederiksberg, blev omstillet til elbusser i december 2019
  • Linje 10 og linje 11, som kører i København og Hvidovre, omstilles til elbusser i december 2021
  • Linje 18, som kører i København og Frederiksberg, blev omstillet til elbusser i december 2019
  • Linje 133, som kører i København og Hvidovre omstilles til elbusser i juni 2022
  • Linje 142, som kører i Københavns, Ballerup, Glostrup og Rødovre omstilles til elbusser i juni 2021
  • Linje 164, som kører i København, Gladsaxe, Gentofte, Ballerup og Herlev omstilles til elbusser i december 2021