Fra 2011 til 2018 er antallet af udsættelser i København mere end halveret fra 781 udsættelser i 2011 til 266 i 2018.
Tal fra foråret 2019 fra Domstolsstyrelsen viser en stor nedgang i antallet af udsættelser af beboere i de almene boliger i København over en årrække på otte år. Det er nu på sit hidtil laveste niveau, siden optællingerne for København startede i 2011.
”Det er glædeligt, at København har formået at mere end halvere antallet af udsættelser siden 2011. Målet må altid være, at alle københavnere – og især de socialt udsatte – får hjælp til at fastholde egen bolig. De nye opgørelser over antallet af udsættelser viser tydeligt, at vi er godt på vej mod det mål,” fortæller socialborgmester Mia Nyegaard (R).
Faldet skyldes stærkt samarbejde og tidlig indsats.
Samarbejdet mellem boligselskaberne, Socialforvaltningen og Beskæftigelses – og Integrationsforvaltningen er de senere år blevet styrket, hvilket har resulteret i en større indbyrdes forståelse for de forskellige instansers handlemuligheder og begrænsninger. Et styrket samarbejde, tæt kommunikation, et bredt blik på hele borgernes sagsbehandlinger og tidlige opsøgende indsatser er vejen frem.
”Som socialborgmester er et af mine fokusområder selvsagt, at alle københavnere har et sted at bo – også de socialt udsatte, der befinder sig et svært sted i livet. Derfor er det også rigtig positivt, at de forskellige instanser arbejder tæt sammen og videndeler, så tidlige indsatser kan være med til at løse beboernes udfordringer. Det tror jeg på giver de mest solide og holdbare løsninger for alle,” uddyber Mia Nyegaard.
Tallet kan stige igen.
Både Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og en del boligselskaber har flere forebyggende indsatser kørende. Socialforvaltningen arbejder bl.a. for en kontinuerlig og tæt dialog med især Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, så det er muligt at iværksætte den tidligst mulige indsats, hvis borgeren f.eks. har udfordringer med at betale sin husleje. Derudover har nogle boligselskaber ansat beboerrådgivere, der hjælper med at løse problemer i tilknytning til boligsituationen. Det kan være lokal gældsrådgivning eller rådgivning og vejledning i sager om f.eks. skilsmisse, boligstøtte, udfordringer i forhold til betaling af husleje eller nabokonflikter.
Generelt sker udsættelserne på baggrund af manglende husleje, på grund af ulovlig fremleje eller hvis husordenen ikke overholdes. Flere boligorganisationer har i 2018 og i 2019 igangsat systematiske indsatser mod ulovlig fremleje, hvilket kan føre til, at antallet af udsættelser stiger igen.