Testhuset, der danner rammen for brugerinvolvering, udvikling og test af løsninger til det kommende Mary Elizabeths Hospital, er nu åbnet og klar med de første test af indretning og design​.

Projektdirektør for Mary Elizabeths Hospital Merete Lange ved åbningen. Pressefoto

Det var en stolt projektdirektør for Mary Elizabeths Hospital, der fredag den 11. marts kunne markere åbningen af Mary Elizabeths Testhus foran opgang 5 på Rigshospitalet: – Med åbningen af testhuset t​ræder hele Mary Elizabeths Hospital projektet ind i en ny fase med et endnu tættere samarbejde med personale, familier og patienter om at skabe de bedste løsninger for alle i det kommende hospital

– Det er fantastisk, at vi nu kan teste indretning, løsninger, arbejdsgange og​ alt muligt andet sammen med både patienter, pårørende og personale i ​disse rammer, og derved sikre, at de løsninger,​ vi ender med, bliver optimale for alle parter, ​sagde projektdirektør Merete Lange ved åbningen af Testhuset.

En 1:1 model af Mary Elizabeths Hospital
Testhuset er en 1:1 model af et udsnit af en del (en fingerspids) af det kommende Mary Elisabeths Hospital. Huset er i to etager og indeholder både en sengestue, en vinterhave til ophold og aktiviteter samt et ambulatorium og et personalekontor. På 2. etage er der et stort lokale til workshop og forskellige aktiviteter.

Med et areal på 416 m2 er der plads til at teste funktioner, indretning og arbejdsgange frem mod åbningenaf hospitalet i 2025. Indhold, farver og former i de enkelte rum vil løbende blive ændret og tilpasset, alt efter hvilke løsninger og hvordan, der testes i huset​.
​​
De første test af indretnin​g og funktioner
I Testhuset kan man i disse dage se opleve forskellige bud på vinterhaver, en sengestue og et ambulatorie. Via QR-koder kan man få en virtuel rundtur i forskellige bud på vinterhaver og indretning af en patientstue og et ambulatorium, og på plakater i hvert rum kan alle besøgende give feedback på de forskellige scenarier og indretningsforslag.

Kom og giv dit besyv med
Alle, der har lyst til at komme forbi og se de igangværende test er velkomne i Testhuset.

Testhuset kan også bruges af personalet på Rigshospitalet i forbindelse med test af arbejdsgange, scenarier og udvikling af prototyper i forskellige sammenhænge. Ansatte kan f.eks. holde et personalemøde i et af rummene og få en fornemmelse for, hvordan Mary Elizabeths Hospital kommer til at føles at være i.

Der er allerede nu flere steder, hvor besøgende kan give feedback og komme med idéer til design og indretning af det kommende hospital og evaluere de løsninger, der testes lige nu.

Alle besvarelser samles sammen af brugeroplevelsesteamet, som tager det videre i udviklingen af løsninger, der er optimale for patienter og pårørende såvel som for personalet.

Kilde.