Erhvervsuddannelsernes udfordringer, og de samfundsmæssige konsekvenser, har været i fokus i medierne i efterhånden mange år. Én af udfordringerne består i, at erhvervsuddannelserne oplever et stort frafald af elever. Tal fra Danmarks Statistik (2022) viser, at hele 40 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne falder fra i løbet af uddannelsen. Dét tal er næsten tre gange så stort, som på de gymnasiale uddannelser.

Frafaldet hænger i høj grad sammen med elevernes trivsel. Det har Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fastlagt, i en undersøgelse fra 2021, der viser, at der er en statistisk sammenhæng mellem trivsel og frafald på erhvervsuddannelserne. Ifølge EVA, er det skolernes erfaring, at faglige fællesskaber kan være med til at løfte trivslen.

Det er netop elevernes trivsel, og risikoen for frafald, som FISKEN forsøger at tage hånd om, med vores nyoprettede PAU-klub. En gang om måneden inviterer FISKEN elever fra Den Pædagogiske Assistentuddannelse (PAU), som har påbegyndt deres hovedforløb, til ’PAU-klub’ i vores lokaler på Vesterbro. Her byder vi på aftensmad, og snakker om livet som praktikant, og de udfordringer det byder på. Klubben giver eleverne mulighed for at snakke med deres medstuderende i uformelle rammer, om løst og fast i forbindelse med deres uddannelse. Samtidig er FISKENs medarbejdere til stede, og bidrager med perspektiver og spørgsmål.

Undersøgelsen fra EVA præsenterer en række konkrete forslag til, hvad man kan gøre på erhvervsuddannelserne, for at styrke trivslen blandt eleverne. Blandt andet peges der på, at faglige fællesskaber har stor betydning for både sammenhængskraften på skolen, og elevernes faglige udvikling. Det fremhæves også, at det styrker elevernes trivsel, hvis de bliver støttet i uddannelsens forskellige overgange, som for eksempel praktikken. Begge disse perspektiver arbejder vi med hos FISKEN.

“Praktikperioden kan godt opleves som en smule ensom, og det bliver ofte påpeget at eleverne mangler et fællesskab i denne periode” fortæller Bjarke Flyvholm, som står bag FISKENs PAU-klub. Han er projektleder på FISKENs uddannelses- og praktikprojekt, hvori fastholdelse på erhvervsuddannelserne indgår som en vigtig komponent i arbejdet med de unge.

“Vi skaber et rum hvor eleverne får mulighed for at drøfte udfordringer og succeser under praktikforløbet, hvilket hjælper dem til at fastholde den sociale relation til klassen, som vi ved er så vigtig for at fastholde dem på uddannelsen. Samtidig styrker det elevernes faglighed, og udvikling i praktikforløbet, at de sparrer med hinanden undervejs.”

FISKENs uddannelses- og praktikprojekt er støttet af Tuborgfondet.

Foto ABW

Kilde.