I forbindelse med urolighederne efter fodboldkampen mellem FC København og polske Jagiellonia Bialystok den 3. oktober 2024 efterlyser Københavns Politi en mistænkt mand til en sag om vold mod tre betjente.

Foto: ABW

Københavns Politi har efterforsket en række sager om vold mod politiet efter fodboldkampen mellem FC København og polske Jagiellonia Bialystok torsdag den 3. oktober, og i den forbindelse efterlyser politiet nu en mistænkt gerningsmand.

Han er mistænkt for ca. kl. 23.30 at have udøvet vold mod tre betjente blandt andet med spark i bryst og ansigt. Københavns Politi offentliggør nu billeder af den mistænkte, og er der borgere, der kan genkende manden på billedet, bedes man kontakte politiet på tlf. 1-1-4 eller på mail kbh@politi.dk.

Den efterlyste mand er tilhænger af det polske hold, men det er politiets vurdering, at han kan have bopæl i Danmark.

Den mistænkte har følgende signalement:

Mand
Lys i huden
35-45 år
Ca. 170-175 cm
Almindelig af bygning
Kronraget med skægstubbe omkring mund og kinder
Iført sort vindjakke med logo af Jagiellonia Bialystok på venstre bryst samt rød krave/hætte, sort T-shirt med hvidt print på brystet, mørkeblå/grå jeans og sorte sko.

Han var på gerningstidspunktet iført en lys dødningehovedmaske. Se overvågningsbilledet her.