Hvis det ringer på døren lørdag eller søndag, kan det være et hold dyrlægestuderende, som står på dit trappetrin og vil spørge dig om herreløse katte. Det oplyser Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
I den kommende weekend tager 112 nye dyrlægestuderende fra Københavns Universitet rundt i landet for at spørge beboere på bl.a. landbrug, i nedlagte landejendomme, i villakvarterer og i sommerhuse, om de har set nogle herreløse katte.
De studerende bidrager til et projekt, hvor de sammen med tre professorer og en specialestuderende skal finde ud af, hvor mange herreløse katte der er i Danmark. De studerende gør det også, fordi de fra starten af deres studie skal begynde at tænke som forskere.
De studerende skal altså hjælpe med at skabe et reelt billede af de herreløse kattes forekomst og derved give et bidrag til at afdække behovet for tiltag til forbedring for kattenes vilkår i Danmark.
Hvor mange herreløse katte er der i Danmark?
Projektet benytter sig af spørgeskemaundersøgelser og interviews i relation til forskellige typer af områder, herunder sommerhusområder, havne, villakvarterer, industriområder, landbrug m.fl. Dette kombineres med modelleringsværktøjer, som gør det muligt at sammenveje data fra forskellige stikprøver til et samlet skøn over forekomsten af herreløse katte på landsplan.
Der er ved lodtrækning udvalgt 32 kommuner, og tre sogne i hver af disse kommuner, som de studerende skal besøge. Landet bliver dækket fra Skagen i nord til Bagenkop i syd.
Projekt “Vildkat”
Projektet er en del af et større forskningsprojekt, Projekt “Vildkat”, som ikke alene skal undersøge antallet af herreløse katte, men også hvordan de herreløse katte har det. Til aktiviteten, hvori de studerende deltager, er der ydet støtte via et såkaldt forskningsintegrationsprojekt fra Københavns Universitet.