Lørdag den 21. november vil formentlig hundredvis af demonstranter køre ind i København i traktorer i tidsrummet fra kl. cirka 10 til 16. Københavns Politi opfordrer trafikanterne til at overveje alternative ruter eller helt at lade bilen stå. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Politiet forventer, at de potentielt flere hundrede traktorer på vejene vil påvirke trafikken væsentligt i de dele af byen, som demonstranternes rute går igennem. Det er sandsynligt, at der opstår køer.
»Vi vil prioritere at lede traktorerne gennem byen med så få ophold som muligt, men under alle omstændigheder kommer demonstrationen til at påvirke trafikken væsentligt. Derfor opfordrer vi bilister til at finde alternative ruter eller måske overveje at benytte kollektiv transport i stedet,« siger politiinspektør Tommy Laursen.
»Vælger man kollektiv transport, minder vi om, at man skal huske at bruge mundbind og følge sundhedsmyndighedernes øvrige retningslinjer,« siger Tommy Laursen.
Klokken cirka 10 vil traktorerne blive ledt ind i København via tre indfaldsveje: Gammel Køge Landevej, Roskildevej og Frederikssundsvej. Herefter kører traktorerne sydpå ad ring 2 og samles på Kalvebod Brygge, hvor de kører videre ad følgende rute:
Kalvebod Brygge – Vester Voldgade – Stormgade – Vindebrogade – Christiansborg Slotsplads – Holmens Kanal – Kongens Nytorv – Bredgade – Grønningen – Folke Bernadottes Allé – Indiakaj – Langelinie.
Samtidig vil en gruppe fiskekuttere lægge til kaj på Langelinie, hvor der finder en samlet demonstration sted fra 12 til 14.
Fra klokken cirka 14.30 bliver traktorerne ledt ud af byen via følgende rute: Langelinie – Kalkbrænderihavnsgade – Nordhavnstunnelen – Tuborgvej (ring 2). Herefter deler demonstrationen sig og kører ud af byen via de tre førnævnte indfaldsveje: Frederikssundsvej, Roskildevej og Gammel Køge Landevej.