Monologen TIL GRIN er et gæstespil på Teatret ved Sorte Hest 23. februar – 19. marts. Der er tale om en Danmarkspremiere med Michael Moritzen (kendt fra både Tv og film som bl.a. Idealisten, Bedrag og Borgen 4) som ene mand på scenen i en nyfortolkning af Shakespeares berømte komedie Helligtrekongersaften.
Hvem er egentlig mest til grin: den gale mand på scenen eller publikum i salen? Det må man spørge sig selv om, når Michael Moritzen påtager sig rollen som den rasende Malvolio i monologen TIL GRIN (Jeg, Malvolio) af Tim Crouch. Malvolio er stukket af fra Shakespeares klassiske komedie Helligtrekongersaften og dumper direkte ned i 2022 for at give sit bud på en alternativ slutning og ændre sin egen skæbne.
Malvolio er langt ude, men også tvunget langt ud. Så langt at han det ene øjeblik skælder og smælder og det næste beder om hjælp til at hænge sig. TIL GRIN kan ses som et frontalangreb på den latterliggørelses- og shaming-kultur, der i dag særligt stortrives på de sociale medier.
For Michael Moritzen er historien om Malvolio først og fremmest en tragisk kærlighedshistorie:
“Man kan vælge at se ham som en sur, gammel mand, der sviner alt og alle til; eller måske prøve på at kigge bagom et menneske, der er blevet totalt ydmyget og efterladt med et blødende hjerte. Det kan være vigtigt at minde sig selv om i en tid, hvor vi er meget hurtige til at moralisere og hænge hinanden ud,” siger Michael Moritzen, der med TIL GRIN kan fejre 40-års-jubilæum som skuespiller.