Cyklistforbundet vil sammen med forsikringsselskabernes brancheforening, F&P, have indført digitalt stelnummer. Det er helt absurd, at vi accepterer, at så mange tusinde cykler bliver stjålet hvert år, ville vi gøre det samme, hvis det var biler? siger Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam.

Foto: ABW

Cirka 40.000 cykler bliver stjålet hvert år. Og selv om antallet af cykeltyverier er faldet markant de seneste 20 år, er det stadig alt for mange. Det mener Cyklistforbundet, der sætter fokus på emnet i magasinet CYKLISTER, der udkommer 24. januar. De mange cykeltyverier er både til stor gene for dem, det går ud over, og med til at stikke en kæp i hjulet for den grønne omstilling, mener Cyklistforbundet.

– Vi er nødt til at gøre meget mere for at bekæmpe cykeltyverier – ikke mindst fordi mange af tyverierne nu vedrører ladcykler og el-ladcykler, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet, og fortsætter:

– Lad- og el-ladcykler kan være lige det, der får hverdagen til at hænge sammen for en familie, der gerne vil leve mere klimavenligt. Det lægger jo virkelig hindringer i vejen for den grønne omstilling, hvis tyverier og medfølgende forsikringsregler får familier til at opgive at skifte bilen ud med cykel.

Louise Mejlholms familie er et eksempel på, hvad cykeltyverierne kan betyde for en familie. Da tyve tre gange i løbet af et par år stjal deres el-ladcykel, gav det kæmpe udfordringer i deres hverdag, fordi el-ladcyklen er et transportmæssigt omdrejningspunkt for den billøse familie. De mistede også deres cykelforsikring, og det gjorde det svært for familien at blive ved at tilvælge den billøse hverdag.

Læs mere her.