Christianshavns Bogfestival vender tilbage med en ny nordisk profil. Fra den 1. til 6. april samles otte af Nordens mest markante unge forfattere i hjertet af København til samtaler, oplæsninger og performances i historiske omgivelser.

Fotograf Baard Henriksen
Hvad rører sig i den unge nordiske litteratur? Det er omdrejningspunktet, når Christianshavns Bogfestival i år sætter fokus på otte af Nordens mest markante unge forfattere. Fra den 1. til 6. april forvandles Christianshavn til en litterær smeltedigel, hvor litteratur, debat og kunstneriske eksperimenter mødes i unikke og historiske omgivelser.
Mød Nordens unge forfattere til fællesspisning og performances
Festivalprogrammet byder på stærke unge stemmer som Asta Olivia Nordenhof (DK), Jonas Eika (DK), Nynne Roberta Pedersen Pedersen (DK), Melanie Kitti (SE), Burcu Sahin (SE), Priya Bains (NO), Marjam Idriss (NO) og Jonathan August Lengali (NO). Fælles for dem alle er en vilje til at bruge litteraturen – kunstnerisk eller på samfundsplan.
Forfatterne mødes i en række spændende formater – fra klassiske litterære samtaler til performances og fællesspisninger. Med Christianshavns historiske rammer som bagtæppe bliver festivalen en litteraturoplevelse ud over det sædvanlige fra saunabad til fredagsbar.
Festivalen ledes og afvikles af Københavns Hovedbibliotek og Christianshavns Bibliotek.
Festivalleder Mathias Stenrøs fra Københavns Hovedbibliotek, siger om den nye festivalprofil:
”Vi giver et kuld af de vildeste unge forfattere, som Skandinavien kan byde på, muligheden for at indtage Christianshavn og skabe en litteraturplatform, hvor alle er inviteret. Vi har i år valgt at lade de yngre forfattere komme til orde. De kan nemlig sige os en masse om, hvad der optager de unge generationer. Derfor skal det handle om klasse og kulturforskelle, migration, ulighed og fællesskaber. Det er en måde at række ud til yngre forfattere og læsere i et marked, hvor der generelt er fokus på etablerede forfattere.”
Udvalgte festivalhøjdepunkter:
Historien set med nye øjne
- Hvordan kan vi lære af fortiden til at forstå nutiden? Asta Olivia Nordenhof (DK), Jonas Eika (DK) og Marjam Idriss (NO) diskuterer historiens betydning i deres romaner.2. april kl. 19-20.30 | Dansk Forfatterforening, Strandgade 6
Langbordsmiddag og nye politiske fællesskaber
- Kan litteraturen skabe nye politiske og omsorgsfulde fællesskaber? Oplev Jonas Eika (DK), Nynne Roberta Pedersen Pedersen (DK) og Burcu Sahin (SE) til oplæsninger over fælles middag.3. april kl. 18.30-20.30 | Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34
Grænser og overflod i ny nordisk litteratur
- Hvad kendetegner den nye litteratur i Norden? Priya Bains (NO), Burcu Sahin (SE) og Asta Olivia Nordenhof (DK) giver deres bud på de nyeste strømninger.5. april kl. 15-16.30 | Christianshavns Bibliotek, Dronningensgade 53
Se hele festivalprogrammet her
Om Christianshavn Bogfestival:
Christianshavns Bogfestival har siden 2004 været en central del af Københavns litterære landskab. Med sin nye nordiske profil sigter festivalen mod at tiltrække en yngre generation af læsere og bringe København i front som Nordens litterære hovedstad. Festivalen samler aktører fra hele Christianshavn, herunder Dansk Forfatterforening, Christianshavns Beboerhus, O – Overgaden og Københavns Biblioteker. Festivalen er støttet af blandt andre Statens Kunstfond, Nordea-fonden og NORLA.
Se festivalsiden for Christianshavn Bogfestival