Flere penge til at sikre international arbejdskraft til virksomhederne, en omfattende indsats for at hjælpe udsatte ledige tættere på job og hjælp til hjemvendte veteraner.
Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) glæder sig over markante aftryk i den nye budgetaftale for Københavns Kommune. Vi skal bruge skattekronerne på beskæftigelsesindsats, der virker. Og det har vi fået penge til i Budget 2020. Sådan siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), efter at 6 partier i Københavns Borgerrepræsentation har indgået budgetaftale for de næste 4 år.
Cecilia Lonning-Skovgaard gik til forhandlingerne med et ønske om at fortsætte og styrke virksomhedernes muligheder for at få kvalificeret international arbejdskraft og velafprøvede indsatser over for udsatte ledige. Og det fik hun opbakning til i budgetaftalen.
“Vi skal fokusere vores kræfter og penge på det, vi ved har en klar effekt over for vores erhvervsliv og de ledige i stedet for at eksperimentere for skattekronerne. Den tankegang er det nye budget i høj grad et udtryk for, og det glæder jeg mig meget over”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
Endnu flere skal med.
I aftalen om Budget 2020 er der afsat 13,2 mio. kroner til at videreføre og udvide indsatsen for at sikre mere international arbejdskraft til de københavnske virksomheder. Det skal ske ved at skaffe studiejob til studerende fra udlandet og regulære job, når de er færdige, og ligeledes skaffe job til medfølgende ægtefæller til internationale medarbejdere.
Der er også sat 26 mio. kroner af til at fortsætte projektet “Flere skal med”, hvor udsatte ledige har én primær sagsbehandler tilknyttet med fokus på job fra dag ét. 45 pct. af dem, der deltog i projektet i foråret, er nu i job, uddannelse, virksomhedspraktik eller i løntilskud.
Derudover giver Budget 2020 over 35 mio. kroner til at udvide en succesfuld beskæftigelsesindsats kaldet IPS, rettet mod ledige med alvorlige psykiske lidelser som skizofreni eller bipolare lidelser.
“Vi skal hjælpe de virksomheder, der mangler højtkvalificeret arbejdskraft og udnytte det økonomiske opsving til at få flest mulige ledige, uanset fysiske eller psykiske udfordringer, med på vognen. Ellers kan erhvervslivet ikke fastholde den vækst, som alle københavnere og hele Danmark nyder godt af. Og det fokus har vi nu heldigvis afsat penge til”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.
Hjælp til veteraner.
Hun glæder sig også over, at der er fundet over syv mio. kroner til en styrket indsats for de 3.500 veteraner i København. Pengene skal bruges på at skaffe flere i job og hjælpe psykisk sårbare veteraner endnu bedre.
“Veteranerne har kæmpet for vores sikkerhed på farlige missioner, og vi har desværre ikke været gode nok til efterfølgende at tage imod dem med støtte og job. Det laver vi om på nu”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
I det nye fireårige budget for Københavns Kommune fremhæver beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren også de 65,6 mio. kroner til at videreføre arbejdet med at gøre København til en sikker by for alle og 2,9 mio. kroner til at tiltrække flere kongresser.