Transaktionsvolumen for 2024 for gennemførte handler for erhvervsejendomme på tværs af landet og på tværs af ejendomstyper er steget med 16% sammenlignet med 2023, viser en opgørelse fra Erhvervsmæglernes Branchedatasamarbejde.

Transaktionsvolumen for boligudlejningsejendomme steg med 71,3% fra 2023 til 2024. Pressefoto EDC Poul Erik Bech

Tallene viser også, at transaktionsvolumen, ligesom tidligere år, primært er båret af boligudlejningsejendomme. I København/Frederiksberg er transaktionsvolumen inden for bolig steget med 25,4% og i Storkøbenhavn med hele 71,3%.

I en lang årrække har boligudlejningsejendomme toppet som investorernes foretrukne ejendomstype og det er stadig tilfældet. Det indikerer udviklingen i transaktionsvolumen fra 2023 til 2024 også. Transaktionsvolumen for boligudlejningsejendomme i København/Frederiksberg er steget med mere end 25%, og i hele Storkøbenhavn er stigningen på hele 71,3%. I januar 2025 stod boligudlejningsejendomme for 74,1% af transaktionsvolumen, så boligdominansen ser ud til at fortsætte i 2025.

Joseph Alberti, Head of Research hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger: “2023 havde den laveste transaktionsvolumen i 10 år, hvilket naturligvis er med til at på virke stigningerne. I starten af 2024 var der længere mellem de store transaktioner, men slutningen af året bød på et par større transaktioner, bl.a. Rødovre Port som den største enkeltstående boligejendomstransaktion i Norden i 2024. Det havde selvfølgelig en stor indflydelse på, at transaktionsvolumen er steget, men samlet set er transaktionsvolumen på landsplan steget med 16%.”

Michael Thodsen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech København, supplerer: “Vi mærker en stigende interesse for både eksisterende boligudlejningsejendomme og andre typer ejendomme, hvor der er mulighed for at omdanne ejendommene til boliger. 2024 var lang tid om at komme i gang, men slutningen var god, og starten af 2025 har også været rigtig fornuftigt, så vores forventning er helt klart, at transaktionsvolumen for 2025 kommer til at overgå 2024.”

Transaktionsvolumen for bolig i København/Frederiksberg er steget fra 6,4 mia. kr. i 2023 til 8,.0 mia. kr. i 2024, hvilket svarer til 25,4%. I Storkøbenhavn er transaktionsvolumen steget fra 5,1 mia. kr. i 2023 til 8,7 mia. kr. i 2024, hvilket er en stigning på 71,3%.

Boligudlejningsejendomme er den mest populære ejendomstype
I EDC Erhverv Poul Erik Bechs årlige forventningsundersøgelse, hvor 1.800 respondenter fra ejendomsbranchen har givet deres besyv med, er det også boligudlejningsejendomme og ejendomstyper, der relaterer sig til bolig, der topper listen over potentielle ejendomsinvesteringer for respondenterne.

Joseph Alberti fortæller: “I de 10 år, vi har gennemført vores forventningsundersøgelse, har vi spurgt ind til respondenternes potentielle investeringer, og fælles for alle årene er, at boligudlejningsejendomme topper listen. I år er der 81%, der har svaret, at boligudlejningsejendomme er potentiel investering i det kommende år, hvilket blot er 1%-point mere end vores første undersøgelse i 2016, hvor 80% svarede boligudlejningsejendomme.”

“Efter boligudlejningsejendomme på 81% følger en række potentielle investeringer, der alle relaterer sig til bolig, herunder blandet bolig og erhverv, grunde til opførelse af boliger og erhvervsejendomme til konvertering til bolig. Kun lager- og logistikejendomme bryder top-5 af potentielle ejendomstyper, så der er ingen tvivl om, at bolig er klart det, der er mest efterspurgt blandt ejendomsinvestorerne.”

“Det er også værd at bemærke, at over halvdelen af respondenterne forventer stigende markedspriser, hvilket er første gang siden 2019. Sidste år var der blot 16%, der forventede, at priserne på boligudlejningsejendomme ville stige. Det er det samme med markedslejen, hvor 57% forventer en stigende markedsleje, hvilket er 17%-point mere end forventningerne til 2024, så optimismen bobler.”

Michael Thodsen, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech København, supplerer: “Overordnet lever optimismen i den grad for 2025 på erhvervsejendomme. Optimismen har ikke været højere i de 10 år, vi har gennemført vores forventningsundersøgelse, så optimismen bobler i den grad.”

EDC Poul Erik Bechs forventningsundersøgelse viser, at hele 91% enten vil bruge flere penge (52%) eller bruge en uændret mængde penge (39%) på ejendomsinvesteringer i 2025. Kun 9% forventer altså at bruge færre penge i 2025.

Læs her.