Derfor vil Teknik- og Miljøudvalget omdanne syv hektar asfalt, fliser og friserede græsplæner til farverige blomsterstriber. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: ABW

Københavns Kommunes syv forvaltninger råder over mange arealer med kedelig asfalt, grå fliser og græsplæner, der ikke har et selvstændigt formål. De områder skal brydes op og forvandles til områder med vilde blomster, mener politikerne i Teknik- og Miljøudvalget.

På udvalgsmødet mandag d. 7. juni var der bred enighed om en plan, der viser hvordan de syv hektar, som kommunens forvaltninger samlet har udpeget, smartest bliver omdannet til blomsterstriber. Syv hektar svarer til knap 10 fodboldbaner. En stor blomstertæthed vil understøtte bier og insekter, og hvis der vælges blomster fra hjemmehørende arter, vil det skabe særligt gode vilkår for smådyrene. Samlet set skal det styrke biodiversiteten og gøre byen smukkere.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er glad for udvalgets brede opbakning.

– Vi står midt i en biodiversitetskrise, hvor stadig flere arter trues på eksistensen. Derfor er jeg rigtig glad for, at alle partier er indstillet på at tage ansvar for at få vendt udviklingen. Forvaltningen har skitseret mulighederne for at skabe små blomstrende oaser med masser af pollen og nektar rundt om i hele byen, og der er rigtig meget at komme efter. Jeg har bestilt et budgetnotat for projektet, og så håber jeg, at den politiske opbakning er lige så stor, når pengene skal findes, siger Ninna Hedeager Olsen.

Ideen med at omdanne asfalt, fliser og græsplæner til levende blomsterstriber opstod hos Venstre. Gruppeformand Flemming Steen Munch, der også sidder i Teknik- og Miljøudvalget, siger:

– Bier, sommerfugle, andre insekter mangler fødekæder i storbyerne. Vilde blomster i byen vil være til stor nytte for specielt bierne, som har mistet levebetingelser mange steder i dag. Derudover kan vi mennesker også få glæde af blomsterne, som vil være mere spændende at se på end klippet græs eller jord med tilfældigt ukrudt.

Foreløbigt anslås etableringen af blomsterstriber på de knap syv hektar at koste ca. 3,2 mio. kr. i anlæg og ca. 1 mio. kr. i årlig drift. Teknik- og Miljøforvaltningen vil i udarbejdelsen af budgetnotatet inddrage alle kommunens forvaltninger og ligeledes se på skaleringsmuligheder i projektet. Hvis Teknik- og Miljøudvalget beslutter at afsætte midler ved efterårets budgetforhandlinger, vil de første blomsterstriber efter alt at dømme kunne etableres i løbet af 2022.

Fakta

Eksempler på områder med asfalt, fliser og friserede græsplæner, der kan omdannes til vilde blomsterenge 

Hulgårdsvej 91-95E, København NV (500 m2)
Forlandet 29, København S (5.174 m2)
Valby Idrætspark, København SV (6.924 m2)

Strandvejsskolen, København Ø (2.100 m2)
Fredens Park, København N (2.000 m2)

Samlet har forvaltningerne i Københavns Kommune kortlagt 70.294 m2, svarende til ca. 7 hektar, der kan omlægges til blomstereng og dermed bidrage til at fremme natur og biodiversitet i byen. Det bestilte budgetnotat skal anskueliggøre projektet. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, hvad projektet vil kræve, og så er det op til politikerne at beslutte, om der skal afsættes penge. Det forhandler de om ved efterårets budgetforhandlinger.