Nu anlægger HOFOR og Frederiksberg Forsyning de to sidste af i alt tre byggepladser til Kalvebod Brygge Skybrudstunnel. Det sker ved Kalvebod Brygge nr. 45 og ved krydset Vodroffsvej/Gl. Kongevej.
Denne 32 meter høje flydedok vil snart kunne ses arbejde ved Kalvebod Brygge 45, hvor den skal hjælpe med at etablere en midlertidig byggeplads i havnen.
Kalvebod Brygge Skybrudstunnel bliver i alt 1,3 kilometer lang og skal løbe 17 meter nede i jorden på strækningen fra Gl. Kongevej/Vodroffsvej og ud til Kalvebod Brygge med udløb i havnen via en pumpestation. Projektet er vigtig del af sikringen af København og Frederiksberg mod oversvømmelser under skybrud.
“For at kunne bore tunnelen skal vi etablere tre midlertidige arbejdsskakte med tilhørende byggepladser, hhv. ved Vodroffsvej/ Gl. Kongevej, ved Gasværksvej/Halmtorvet og ved Kalvebod Brygge 45”, siger projektleder i HOFOR Peter Schofield.
“På Halmtorvet er der allerede en stor byggeplads, og nu etablerer vi de to sidste byggepladser. Vi vil så bore fra skaktene i hver ende af tunnelen i retning mod skakten i midten ved Halmtorvet, hvor boremaskinerne efter endt arbejde hejses op”, uddyber Peter Schofield
I havnen fra februar
Den største byggeplads etableres fra 31. januar ved Kalvebod Brygge på en midlertidig opfyldning i havnen. “Havnens brugere vil snart kunne se en ca. 32 meter høj flydedok, som hjælper os med at etablere opfyldningen. Det sker ved Kalvebod Brygge nr. 45, hvor opfyldningen kommer til at gå 33 meter ud i havnen på en 55 meter lang strækning”, siger Peter Schofield og fortsætter:
“Vi etablerer opfyldningen for at få plads til byggepladsen uden at skulle indsnævre hovedvejbanen ved Kalvebod Brygge. Gående og cyklende langs vandet vil blive ledt på ydersiden af opfyldningen, så man fortsat kan nyde udsigten”.
Ved Skt. Jørgens Sø fra marts Byggepladsen ved Vodroffsvej/Gl. Kongevej etableres omkring 1. marts ved hjørnet af Skt. Jørgens Sø. Her kan det desværre ikke undgås at indsnævre dele af vejbanen på Gl. Kongevej, hvor der dog fortsat vil være passage for al slags trafik. For at få plads til byggepladsen er det desuden nødvendigt at etablere indkørselsforbud for biltrafikken fra Gl. Kongevej til Vodroffsvej.
Vodroffsvej ensrettes permanent
I maj/juni bliver Vodroffsvej i øvrigt permanent ensrettet på strækningen Danasvej til Gl. Kongevej, da Frederiksberg Kommune har besluttet at etablere cykelstier og ensrette strækningen.
Dialog med naboer Arbejdet på byggepladserne bliver tilrettelagt, så det generer omgivelserne mindst muligt, blandt andet vil “særligt støjende” arbejde kun foregå på hverdage kl. 8-17, og der opsættes lyddæmpende byggehegn.
“Støj og vibrationer fra maskiner og lastbiler m.v. kan dog desværre ikke undgås, når vi skal etablere skaktene, køre jord bort og transportere betonrør til tunnelen. Vi lægger derfor stor vægt på at informere og inddrage naboerne til projektet, så alle føler sig godt orienteret om, hvad der skal ske hvornår og kan give deres besyv med om de udfordringer, som kan opstå undervejs i sådan en byggeproces”, siger Peter Schofield.
Når projektet er færdigt i 2026, vil der ikke være synlige spor på overfladen bortset fra en flot designet pumpestation ved Kalvebod Brygge.