En 42-årig mand er natten til tirsdag fundet dræbt på et hotel i Sydhavnen. 33-årig mand er anholdt.
Natten mellem mandag og tirsdag kl. 02.51 henvendte en 33-årig mand sig til politiet på Bellahøj og fortalte, at han tidligere på natten havde slået en person ihjel på et hotel i Sydhavnen. Patruljer kørte straks til stedet, hvor en afdød person blev fundet på et af hotellets værelser. Det drejer om en 42-årig, udenlandsk mand.
Den 33-årige blev anholdt og sigtet for drab, og en efterforskning blev indledt på det formodede gerningssted på hotelværelset. Der arbejdes fortsat på stedet.
Det er endnu uvist, hvornår den 33-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør.