Det går op og ned i Rutschebane-branchen. Ikke desto mindre har Tivolis gamle Rutschebane holdt sig på toppen i 110 år. Rutschebanen har vundet priser, haft celebre passagerer som Dronning Margrethe, Paris Hilton og Michael Jackson og er flere gange blevet kåret som Tivolis mest populære forlystelse. I år kan den folkekære forlystelse fejre 110 års op- og nedture med mange millioner gæster fra hele verden.
Året er 1914. Første Verdenskrig bryder ud, den første planmæssige ruteflytrafik bliver indledt i USA, danske tjenestepiger skifter officielt titel til ”husassistenter” og Jens Otto Krag bliver født – og så bliver Tivolis Rutschebane indviet.
I topform
Her 110 år efter ser verden mildest talt noget anderledes ud, men Tivolis Rutschebane kører stadig. Mere end 1,3 millioner gæster skriger hvert år lungerne ud i den ikoniske forlystelse, som ikke bare er Tivolis mest populære, men også har vakt opsigt langt uden for landets grænser. Rutschebanen vandt således den prestigefulde ACE Roller Coaster Landmarks Award sidste år – som den første rutschebane i Europa.Den 12. juni fejrer Rutschebanen 110-års jubilæum, og det bliver markeret med festlig oppyntning af den gamle forlystelse.
Med helt fra starten
En som har et særligt forhold til Tivolis Rutschebane er Steen Lebech. Til daglig arbejder han i Tivoli, hvor han bestyrer en lang række af Tivolis spil, som fx Dyrespillet, Bjørnene og Galoppen. Det var nemlig hans farfar, Valdemar Lebech, som designede og byggede Rutschebanen, og 110-års fejringen sætter farfarens bedrift i perspektiv.
”Det at den har holdt så længe, viser jo, at han har tænkt rigtigt og bygget noget, som holder i så lang tid. Det bliver man da stolt af, og jeg sender han en tanke stort set hver dag, når jeg sidder på mit kontor i Tivoli og kigger på de gamle billeder på væggene,” siger han.
Sten Lebech var selv 5 år gammel, da han prøvede Rutschebanen for første gang i 1965, og han holder stadig af at tage en tur i ny og næ. Og han er heller ikke i tvivl om, hvorfor forlystelsen er så populær.
”Det er jo en forlystelse, hvor alle kan deltage, og hele familien kan være med. Og så kan de gamle trærutschebaner altså bare noget særligt, som dem af jern ikke kan. De har bare en helt særlig følelse,” siger Steen Lebech
Valdemar Lebech byggede udover Rutschebanen bl.a. også forlystelsen Skovtrolden og et lille Pariserhjul, som ikke er der længere og så lavede han indgangen til Haven overfor Glyptoteket, som stadig står i dag.
Blandt verdens ældste
Rutschebanen, som er 625 meter lang, er Europas ældste og verdens tredjeældste trærutschebane, som fortsat er i drift. Den er tillige en af de bare syv baner i verden, som har en fører om bord, en såkaldt bremsemand. Vognen opnår en tophastighed på ca. 58 km/t.
Den er opført i 1914 af tømrermester Valdemar Lebech. Da den blev bygget, havde Rutschebanen bjergtinder, som hurtigt blev forlystelsens vartegn. De blev dog fjernet i 1925 efter krav fra Københavns Kommune, som ikke fandt det passende, at det første byens gæster så, når de trådte ud af Hovedbanegården, var et bjerg. Da Rutschebanen fyldte 100 år i 2014, blev de ikoniske bjergtinder dog genskabt. Derudover blev der også tilføjet en ny is-grotte samt Danmarks største vandfald med et samlet fald på over 22 meter.
4 tons drevet af tyngdekraften
Banen er konstrueret sådan, at der ikke tilføres energi til vognene, efter at de er trukket op på den første bakketop. Derfra er det tyngdekraften, der driver vogntogene. Et vogntog med passagerer vejer ca. 4000 kilo. Vognene bremses af vognstyreren før alle sving, så hastigheden ikke bliver for høj. Bremsen består af to metalvinger, der manuelt presses mod banens sider, så der skal lægges kræfter i opbremsningen. Under 2. verdenskrig var der strømrationering. Rutschebanevognene blev derfor trukket op på første bakketop ved at stærke mænd drejede på et spil, der var indrettet på banens tag.
Fakta om Rutschebanen
- Banen er 625 meter lang. Hertil kommer 95 meter sidespor og værksted.
- Tophastighed behersket (ca. 58 km/t)
- Banen dækker et areal inkl. perroner på ca. 1750 m2
- Sporvidden er 75 cm
- Rutschebanens sikkerhedsbøjler blev monteret i 1990
- I 2013 kørte Rutschebanen 1,3 mio. gæsteture
- Det siges, at det spøger inde i den 100 år gamle konstruktion
En op-og-nedtur på 100 år / Af Jakob Jørgensen, bremsemand og rutschebanenørd
Bjergbanen, Den gamle rutsjebane eller bare Rutschebanen. Den nu 100 år gamle forlystelse har mange navne. Det er verdens tredje ældste kørende rutsjebane, men det er absolut ikke den første rutsjebane i Tivoli. Der har stået tre andre rutsjebaner forud for denne, den første helt tilbage fra 1843.
I 1913 ligger aktieselskabet Rutschebanen i forhandlinger med et engelsk selskab om at bygge en ny rutsjebane til Tivoli. Den daværende rutsjebane, som har stået på Tivolis grund siden 1902, er ikke længere tidssvarende, og den tjener ikke nok til at give et fornuftigt overskud. Det vil også være for bekosteligt at modernisere den gamle bane, så derfor har man taget kontakt til de førerende og mest succesfulde rutsjebaneingeniører i verden.
L.A. Thompson Scenic Railway Company bliver sat på opgaven at bygge en ny og moderne bjergbane til Tivoli. Firmaet byggede i 1884 den første rutsjebane i USA, og har siden haft stor succes med at bygge forlystelser. Det engelske firma, med den irske forlystelsesingeniør Walter Queenland i spidsen, skal, sammen med den danske tømmermester Valdemar Lebech, stå for opførelsen af den nye kæmpe forlystelse.
Forsinket åbning
Byggeriet skrider ikke problemfrit frem. Der er uoverensstemmelser mellem de danske og engelske håndværkere, og banen er ikke klar som planlagt ved Tivolis åbning. Først den 12. juni 1914, efter 40 dages forsinkelse, åbner Rutschebanen endelig.
Investeringen på en kvart million viser sig at være en kæmpe succes, og den nye rutsjebane indbringer et svimlende beløb, mere end 300.000 kroner om året.
Overtagelse
Men den store indtægt er ikke noget Tivoli får del i. Det engelske selskab har tegnet en 10-årig kontrakt som gør, at alle indtægter går til dem. De betaler kun Tivoli for lejen af den grund, som Rutschebanen står på. Man må antage, at Tivolis direktion er tilfreds, da kontrakten med L.A. Thompson ophører, og Tivoli selv overtager driften af Rutschebanen i 1925. Overdragelsen sker ved, at Tivoli køber banen for 100.000 kroner. Beløbet er baseret på en vurdering af, hvad man mener, de materialer banen er bygget af, er værd.
Kommunen harmoniserer
Københavnerne og Tivolis gæster elsker Rutschebanen, men det er ikke alle, som er lige begejstrede. I 1925 vil magistraten i København harmonisere udsigten fra Hovedbanegården over imod Tivoli, og der skærer Rutschebanen dem i øjnene. Man vil ikke have, at det første som møder de besøgende til hovedstaden, er bjergtinder og alpelandskab. Det var helst set, at Rutschebanen blev flyttet til et andet sted i Tivoli, men det viste sig at være uhensigtsmæssigt. Et andet forslag lød på at plante høje poppeltræer, som så kunne skærme af for banen. Det blev til, at Rutschebanen måtte sige farvel til sine høje bjergtinder, og i november 1925 var de væk.
Konkurrence fra Bakken
I 1932 bliver Baljebanen indrettet nederst i bjerget mellem Rutschebanens søjler. Men imens gæsterne glædes over denne nye forlystelse, kører der en alvorlig sag om Rutschebanen, og denne gang er det inden for Tivolis egne rækker. Den irske ingeniør Walter Queenland, som stod for opførelsen af Rutschebanen, og efterfølgende fungerede som leder for banen, er kommet i unåde hos Tivolis ledelse. Han har nemlig, uden Tivolis samtykke, bygget en konkurrent: ”Rutschebanen på Bakken” og den skal han også stå for ledelsen af. Den form for forræderi vil man ikke finde sig i, og Queenland bliver øjeblikkelig fyret.
Amerikanske bakker
Af frygt for at Bakkens nye kæmpe-rutsjebane vil trække Tivolis gæster ud i Dyrehaven, beslutter man sig for at opgradere Rutschebanen og gøre den mere attraktiv. Ingeniøren N. Chr. Schouboe får til opgave at bygge banen om efter amerikanske principper. Den første bakke bliver bygget stejlere og tre meter dybere, dette skulle efter sigende give tre gange længere, og tre gange højere skrig. Derudover bliver der bygget en tunnel med bjergdekoration og kunstigt sne uden om det nye fald.
Schalburgtage
Under besættelsen af Danmark holdt Tivoli, på trods af mange restriktioner, stadig åbent. Men den tyske besættelsesmagt havde en plan, som skulle lukke Tivoli ned. Som et modspil til den danske modstandsbevægelses mange sabotager mod tyskerne, bliver Schalburgkorpset om aftenen den 24. juni 1944 sendt over Tivolis hegn, hvor de anbringer bomber i Tivolis bygninger, her iblandt på Rutschebanen. Bomberne springer og Tivoli står i flammer. Da ilden bliver slukket, er en stor del af Tivoli brændt ned til grunden, Rutschebanen er kraftigt beskadiget, men den kan dog reddes.
To uger efter schalburgtagen åbner Tivoli igen sine døre op for publikum, og med en kæmpe arbejdsindsats fra Tivolis tømrere, hvor hele udgangsperronen og flere af bakkerne skulle genopføres, kan Rutschebanen, kun 25 dage efter angrebet, igen give sine gæster sus i maven.
Drives ved håndkraft
Branden er ikke det eneste problem, Rutschebanen oplever under krigen. Før sommersæsonen i 1945 bliver det meldt ud, at der er forbud mod at køre med elektriske forlystelser. Der skal spares på strømmen, og til at begynde med ser det ud til at Rutschebanen må holde lukket. Men Tivoli vil ikke skuffe med en lukket rutsjebane, så derfor bliver der eksperimenteret med alternative metoder til at få trukket vognen op ad den første bakke. Ved de første forsøg tager det 10 minutter at få trukket vognen op, hvilket er alt for længe. En vogn vejer også 2.5 ton, så det er en stor opgave, der skal løses mange gange om dagen.
Løsningen bliver en trædemølle forbundet med et kabel, som kan kobles fast til vognen. Otte mand går rundt i en cirkel på toppen af Rutschebanen, ligesom i et ankerspil, og trækker vognene op. Gæsterne må tage turen op ad bjerget til fods, og her hjælper nogle også til med at skubbe bag på vognene. Rutschebanen kørte men med stærkt reduceret kapacitet. Fra 2000 passagerer i timen kørte den nu kun 200. Systemet fortsatte et stykke tid efter befrielsen.
Spirituskørsel
Rutschebanen er en meget sikker forlystelse og vognstyrerne, som sidder med på hver tur, er godt uddannede. Men i 1952 kommer vognen farende ind på perronen uden chauffør på. En af passagerne i vognen griber fat i bremsehåndtaget, og formår at få bremset vognen ned. Rutschebaneføreren er faldet af sit sæde i den sidste mørke tunnel, og bliver uheldigvis også ramt af den bagvedkommende vogn. Han bliver bragt til hospitalet, men slipper heldigt fra ulykken med en voldsom hjernerystelse. Førerens forklaring lyder, at han ville vinke til nogle damer, som sad på en bænk neden for Rutschebanen, og derved fik overbalance og faldt af. Men en blodprøve fra ’bremsemanden’ gav en lidt anden forklaring: Vognstyreren havde en promille på 1.4 da ulykken indtraf, og efterfølgende blev han idømt 14 dages fængsel for at have bragt andres liv i fare. Der blev herefter indført strengere alkoholpolitik på Rutschebanen.
Nogle få gæster er også selv faldet ud af vognen, efter at de har forsøgt sig med at stå op under turen. Dette forhindrede man i 1990 ved installere sikkerhedsbøjler i alle vogntogene.
Kvinderne på banen
I firserne indførte man for første gang i Rutschebanens historie kvindelige rutschebaneførere. Men det var en hård og mandsdomineret verden de kom ind i, og derudover var man bange for, at deres underliv ville tage skade på grund af den fysiske belastning og siddepositionen ved bremsehåndtaget. Der gik kun et par år, før kvinderne var væk igen. Men i 2006 kom kvinderne tilbage, og denne gang for at blive. Nye undersøgelser havde vist, at der ikke var risiko ved den måde chaufføren sidder på.
I anledning af Rutschebanens 100 års fødselsdag, får den bjergtinderne tilbage og kommer derved til at stå som oprindeligt tænkt.
