20 daginstitutioner og to skoler gør en særlig indsats i kampen mod madspild. Arbejdet starter i dag torsdag den 29. september på den nationale madspildsdag.
De næste fire måneder vil køkkenpersonalet i 20 daginstitutioner og på to madskoler dagligt veje den mad, der går til spilde. Det skal ske ved hjælp af et helt særligt måleudstyr, der er installeret under madaffaldsspandene. Målet er at give køkkenmedarbejderne et hurtigt og godt overblik over hvor meget, der går til spilde. På den måde kan de være med til at finde gode løsninger på problemet med madspild og dele deres erfaringer med resten af kommunen. Håbet er at reducere madspildet med op til 50% i de institutioner og skoler, der er en del af projektet.
Kennedygården på Østerbro er allerede i gang med at måle
Blandt de første som er gået i gang med målingerne, er den integrerede institution – Kennedygården på Østerbro. Her laver køkkenleder Lene Diemer Als og hendes kolleger mad til 150 børn og 30 personaler. De har længe arbejdet med madspild, men glæder sig til at se, hvor meget mere de kan rykke.
-Jeg synes, det er en god idé at mindske madspild så meget som muligt. Vi skal være med til at bruge mindre af verdens ressourcer og lære børnene, at der ikke er nogen grund til at overproducere mad.
– Når vi producerer mindre mad, får vi også flere midler til at købe nogle dyrere varer til børnenes måltider. Vi får vi råd til mere fisk og økologisk kød eksempelvis, fortæller Lene Diemer Als.
Hvor mange kilo kan man skære af skolemad til 1.000 elever?
Kalvebod Fælled Skole og Skolen i Sydhavnen er også gået i gang med målingerne. Begge skoler arbejder i forvejen aktivt med at reducere deres madspild. De laver i alt mad dagligt til omkring 1.000 elever, så det er store mængder mad, der produceres. Spørgsmålet er så, hvor meget de kan reducere spildet med.
Gør kål på dit madspild
700 plakater med overskriften ”Gør kål på dit madspild” lander i disse dage i kommunens køkkener. Det er Meyers Madhus, som rådgiver kommunens køkkener, der har sendt dem ud til daginstitutioner, madskoler, plejehjem samt dag – og botilbud. Plakaterne giver gode råd til, hvordan madspild kan reduceres.
Fakta
I Københavns Kommune serveres der dagligt ca. 70.000 måltider til blandt andet daginstitutioner, skoler og plejehjem.
Det resulterer i et fødevarebudget på næsten 300 millioner kroner årligt.
Kommunens Mad- og Måltidsstrategi har som mål at reducere madspild fra offentlige køkkener og institutioner.
Fødevarer belaster både klimaet og naturen, når de skal produceres og transporteret. Derfor er det vigtigt at undgå unødigt madspild.