Ferieperioder er traditionelt højsæson for indbrudstyve, fordi mange hjem står tomme. Men heldigvis er antallet af indbrud i private hjem i Københavns Politikreds denne jul rekordlavt.
I dagene mellem den 16. december 2021 og den 2. januar 2022 er der registreret omkring 40 indbrud i politikredsen, der dækker kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør.
Til sammenligning lå antallet sidste år, hvor vi også var ramt af coronarestriktioner på omkring 70, og i 2018 og 2019 på omkring 100-120.
»Det er naturligvis meget glædeligt, at langt færre har været udsat for den krænkende og grænseoverskridende oplevelse, det er at have indbrud,« siger vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen, der er leder af Afdelingen for berigelseskriminalitet. Han peger på den årsag at mange har været hjemme i juledagene i år.
Københavns Politi har i løbet af året anholdt og varetægtsfængslet flere formodede serieindbrudstyve, hvilket også kan have påvirket udviklingen.
Politiet fortsætter den målrettede indsats for at få stillet indbrudstyve til ansvar, ligesom den forebyggende indsats også fortsættes. En del af den er vejledning til borgere om, hvordan man minimerer risikoen for indbrud i sin bolig.
Gode råd
- Vær en god nabohjælper: Et godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve. Hils på dem, du møder, og bed naboen om at komme affald i din skraldespand og slå græs/skovle sne, hvis du er væk i en længere periode. Gå evt. sammen i en gruppe i nabolaget og tilmeld jer Nabohjælp.
- Tænd lys ude og trim hækken: Lys øger chancen for, at tyven bliver set af naboerne, og derved forstyrret i sit arbejde. Vi anbefaler tænd-sluk-ure på dine lamper, så det ser ud som om, der er nogen hjemme, når du er bortrejst. Bor du i en villa eller stuelejlighed, er det også en god idé at undgå høje hække, træer og mørke gemmesteder omkring dit hjem.
- Gør døre og vinduer svære at bryde op: Sørg for, at der er gode, solide låse på dørene og at dine vinduer er sikret godt, så de er svære at bryde op.
- Bestil et oplæg fra politiet: Vores nærbetjente og forebyggere er særligt uddannet i at vejlede i indbrudssikring, og grundejerforeninger, boligforeninger og lokalråd kan bestille et oplæg om indbrudsforebyggelse hos dem. Vi tilbyder også såkaldte tryghedsvandringer, som er en gåtur i området med beboere, hvor forebyggeren kommer med gode råd. Man kan bestille et oplæg via sin lokale betjent – nummeret findes på www.dinbetjent.dk.
- Ring 1-1-4, hvis du har mistanke om et indbrud: Ser du personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller har du haft indbrud, så ring til os på 1-1-4. Dine oplysninger kan være afgørende for vores efterforskning, og selv mindre detaljer kan være vigtige. Hvis indbrudstyven stadig er i hjemmet, skal man ringe 1-1-2.