Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget, at man kan vælge at framelde sig efterlønsordningen og få sine indbetalte bidrag udbetalt kontant og skattefrit i 1. halvår af 2022. Det sker som led i udmøntningen af aftalen om tidlig pension.
Har man indbetalt efterlønsbidrag, og har man ikke tidligere valgt at få bidragene udbetalt, får man nu igen mulighed for at melde sig ud af efterlønsordningen og få sine indbetalte bidrag udbetalt kontant og skattefrit. Muligheden for kontant og skattefri udbetaling omfatter også fleksydelsesordningen. Det gælder i perioden fra 1. januar 2022 til 30. juni 2022 for personer, der pr. 1. januar 2022 endnu ikke har nået efterlønsalderen. Det fremgår af et lovforslag, som Folketinget har vedtaget tirsdag den 4. maj 2021.
Der blev med aftalen om flere år på arbejdsmarkedet, som blev indgået tilbage i 2017, givet en tilsvarende mulighed for at få indbetalte efterlønsbidrag udbetalt kontant og skattefrit i 1. halvår af 2018.
Lovforslaget udmønter en del af aftalen om tidlig pension, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i oktober 2020. Aftalepartierne var enige om, at der skulle være gode muligheder for at ændre sin beslutning om tilbagetrækning i lyset af indførslen af tidlig pension pr. 1. januar 2022.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger: – Jeg er glad for, vi igen giver mulighed for, at man kan få sine efterlønsbidrag udbetalt kontant og skattefrit. Det giver fleksibilitet og mulighed for, at man kan justere sine tilbagetrækningsplaner og vælge det, man synes passer bedst ind i ens liv. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at vi indfører en ret til tidlig pension til dem, der er startet tidlig på arbejdsmarkedet og har haft et langt arbejdsliv. Mange vil opnå en økonomisk gevinst ved at få udbetalt sit efterlønsbidrag og overgå til tidlig pension fremfor at blive i efterlønsordningen.