Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har besluttet at iværksætte en advokatundersøgelse. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har besluttet at iværksætte en advokatundersøgelse vedrørende beskyldninger om grænseoverskridende adfærd fra forhenværende overborgmester Frank Jensens side. Undersøgelsen gennemføres af advokatfirmaet Kromann Reumert, som skal foretage en faktuel undersøgelse af følgende tre emner:
1) Flere medier omtalte i tilknytning til Økonomiforvaltningens julefrokost i 2011, at overborgmesteren skulle have udvist en upassende adfærd til julefrokosten. Den 10. januar 2012 modtog Økonomiudvalget en skriftlig orientering herom. Københavns Kommune ønsker, at Kromann Reumert nu undersøger og oplyser, hvordan sagerne efter julefrokosten i Økonomiforvaltningen i 2011 blev håndteret.
2) Jyllands-Posten har den 16. oktober 2020 omtalt en krænkelse af et kvindeligt medlem af Borgerrepræsentationen i 2017. Kromann Reumert skal søge at afdække dette forløb nærmere og herunder undersøge, hvordan sagen om grænseoverskridende adfærd over for et folkevalgt medlem af Borgerrepræsentationen i 2017 blev håndteret.
3) Kromann Reumert skal tillige undersøge, om der er andre episoder, hvor ansatte eller folkevalgte i Københavns Kommune har oplevet grænseoverskridende adfærd fra overborgmesteren. Undersøgelsen skal både afdække omfanget af sager, der måtte være blevet meldt til en overordnet, og give nuværende såvel som tidligere ansatte og folkevalgte mulighed for at stå frem, hvis de har oplevet grænseoverskridende adfærd fra overborgmesterens side. Undersøgelsen skal omfatte perioden 1. januar 2010 frem til den 29. oktober 2020.
Kommissoriet for undersøgelsen kan læses her
Har du viden, der er relevant for undersøgelsen?
Som et led i undersøgelsen er der etableret en uafhængig ordning hos Kromann Reumert, hvor man kan henvende sig, hvis man har viden, der kan tænkes at være relevant for undersøgelsen.
Alle nuværende og tidligere ansatte i Københavns Kommune og medlemmer af Borgerrepræsentationen, der har relevant viden om de forhold, der skal undersøges, opfordres derfor til at rette henvendelse via den uafhængige ordning. Det er også muligt at henvende sig anonymt via ordningen.
Har du relevant viden?
Har du viden, der er relevant for undersøgelsen, kan du henvende dig til Kromann Reumert via https://undersogelse.whistleblowernetwork.net/frontpage eller på telefonnummer +45 38772222.
Alle, der retter henvendelse med relevant viden senest den 4. december 2020, vil blive inviteret til at deltage i et interview hos Kromann Reumert.