Et bredt flertal i regionsrådet har vedtaget en ambitiøs udviklingsstrategi, som skal bidrage til at reducere udledningen af CO2 og drivhusgasser med 70 % i 2030. Hovedstadsregionen vil danne fortrop internationalt med en række grønne tiltag. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Foto: Jesper Thode Larsen

​Region Hovedstadens grønne udviklingsstrategi med titlen ”En region for den næste generation – Regional udviklingsstrategi 2020-2023”, skal bl.a. imødekomme grønne behov fra 1,8 millioner indbyggere bosat på kun 6 % af Danmarks areal. Og flere kommer til. I 2030 vil hovedstadsregionen være vokset med 120.000 flere indbyggere.

Med flere indbyggere kommer der også nye udfordringer såsom øget trængsel og pres på klimaet. Løsningerne skal findes i stærke partnerskaber på tværs af kommuner, virksomheder og uddannelses- og vidensinstitutioner, som samlet skal spille ind til regionens udviklingsstrategi og bidrage til regeringsmålet om 70 % reduktion af CO2-udslippet i 2030.

– Vi skylder de kommende generationer at sætte ambitiøse mål for den grønne omstilling. Det er min klare ambition, at vi skal være en grøn og innovativ region, hvor der er gode rammer for vækst og livskvalitet. I Region Hovedstaden skal vi bringe vores ressourcer og viden i spil sammen med kommuner, universiteter, virksomheder og andre innovative partnere, siger Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Genbrug og mindsket ressourcespild
Partnerskaber og styrket koordination på tværs af myndighedsgrænser, kommuner og affalds- og forsyningssektor bliver en nødvendighed for at sænke CO2-aftrykket og opnå et effektivt ressourceforbrug og høj genanvendelse.

Københavns overborgmester Frank Jensen glæder sig over den regionale udviklingsstrategi på det grønne område: – Vi har et tæt samarbejde med regionen, og vi bakker op om den ambitiøse strategi, som kan sikre en mere bæredygtig hovedstad i fremtiden. Vi skal blandt andet satse på cyklisme og kollektiv trafik, som er med til at gøre det lettere at rejse på tværs af regionen og vil gøre København endnu mere grøn, attraktiv og tilgængelig at bo og arbejde i. Også cirkulær økonomi er et vigtigt tema, som vi skal løfte i fællesskab, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

Tæt samarbejde med energiselskaberne
I det regionale udviklingsprojekt ”Energi på Tværs” har Region Hovedstaden sammen med 10 forsyningsselskaber og 33 kommuner, heriblandt Københavns Kommune, sat et ambitiøst mål om at gøre hovedstadsregionens el- og varmeforsyning fossilfri i 2035, og i 2050 skal transportsektoren også være fossilfri.

Projektet blev påbegyndt i 2009 og siden er Danmarks største forsyningsselskab, Ørsted, trådt ind i deltagerkredsen. – For at begrænse klimaforandringerne er det nødvendigt, at vi accelererer omstillingen af vores energisystemer til bæredygtig energi. I løbet af det sidste årti har vi transformeret Ørsted fra et sort til et grønt energiselskab, og vores mål er at være CO2-neutral i 2025. Derfor bakker vi også op om regionens ambitioner på energiområdet og er glade for at bidrage til den grønne omstilling i et stærkt partnerskab med region og kommuner, siger Morten Buchgreitz, koncerndirektør for Markets & Bioenergy i Ørsted.
Seneste initiativ har fokus på at hjælpe borgere i hovedstadskommunerne med at udfase oliefyr. Initiativet startes op til september i år.

Over 100 har bidraget med høringssvar
Over 100 har bidraget med høringssvar i forbindelse med strategiens tilblivelse. Blandt andet kvitterer Dansk Industri for regionens mål om at gøre den kollektive trafik til et førstevalg for flere og ambitionen om en grøn foregangsregion på internationalt niveau, der kan tiltrække udenlandske virksomheder, investeringer og talent.

Læs Regional Udviklingsstrategi 2020-2023 En region for den næste generation.

Kort om strategien
Strategien er bygget op om fire spor og tre tværgående temaer med verdensmålene som pejlemærke.
Strategispor:
Klima og miljø i balance
Hovedstadsregionens el- og varmeforsyning skal være fossilfrit i 2035, og i 2050 skal transportsektoren også være fossilfri.
I 2030 skal hovedstadsregionen være en klimatilpasset region, der på innovativ vis integrerer håndteringen af alle vandtyper.

Uddannelse og kompetencer til fremtiden
Regionen forpligter sig på at opkvalificere 20 % flere til de naturvidenskabelige STEM-uddannelser inden 2030 og øge indsatsen for flere faglærte.

Effektiv og bæredygtig mobilitet
Regionen vil arbejde for, at 20 % flere vælger kollektive trafikløsninger eller cyklen til arbejde og uddannelse i 2035.

Nye muligheder for et sundt liv
I 2030 er Region Hovedstaden gearet til 120.000 flere borgere.

Tværgående temaer:
Partnerskaber
Innovation
Internationalisering