Kommunen tilbagebetaler nu 60 mio. kroner, der er opkrævet fra erhvervslivet i form gebyrer, blandt.andet for opstilling af containere.
I 2018 kom det frem, at Teknik- og Miljøforvaltningen siden 2016 havde opkrævet for høje gebyrer for opstilling af containere på kommunens arealer, da kommunen ikke havde været opmærksom på konsekvenser af en ændring af Vejloven før en afgørelse fra Vejdirektoratet. Lovændringen betød, at kommunen ikke længere måtte opkræve adfærdsregulerende gebyrer, men alene indregne kommunens udgifter til administration. Med hjælp fra eksternt advokatfirma er forvaltningen nu kommet frem til, at den del af gebyrerne, der er opkrævet for meget, skal tilbagebetales.
Op imod 85 pct. af det samlede beløb vedrører containergebyret. København har dog sammen med Frederiksberg Kommune anlagt en retssag mod Vejdirektoratet, hvor udfaldet kan få betydning for den endelige opgørelse af beløbet. Den ændrede lovgivning havde også betydning for det gebyr kommunen opkræver for at tillade reklameskilte og stilladsreklamer.
‘Forvaltningen skal have styr på, hvad den må opkræve i takster og gebyrer. Det har den desværre ikke haft. Når kommunen laver fejl, skal vi rette op på dem. Derfor er jeg glad for, at det nu står klart, at kommunen har både ret og pligt til at udbetale den del af gebyrerne, der er uretmæssigt opkrævet. Fra politisk side har vi allerede godkendt en række initiativer, der skal sikre, at forvaltningen fremover får langt bedre styr på området,’ siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
Udover de fire gebyrer, der tidligere havde en adfærdsregulerende størrelse, så står det også klart, at forvaltningen skal tilbagebetale på to andre områder, hvor lovgrundlaget ikke var på plads. Det drejer sig om bygningsejeres betaling for flytning af murankre, der fastgør belysningskabler på husfacader, samt en såkaldt grundværdiafgift, der opkræves fra grundejere der permanent benytter en del af kommunens areal til eks. udvendige trapper. Grundværdiafgiften skal dog undersøges nærmere hos Ankestyrelsen
De administrative omkostninger til tilbagebetalingen af alle fem gebyrer kan udgøre op til 25 mio. kr.
For at undgå lignende sager fremadrettet besluttede Teknik- og Miljøudvalget tidligere på året, at forvaltningen fremover skal have en mere central styring af hele takstområdet, ligesom der skal fastsættes minimumskrav til bl.a. dokumentation for de udgifter, der ligger til grund for takster og gebyrer. Samtidig har revisions- og konsulentvirksomheden Ernst & Young udarbejdet en ny skabelon til beregning af forvaltningen takster. Endelig blev det besluttet at afskaffe en tredjedel af forvaltningens takster, der havde meget begrænsede indtægter.
Af hensyn til lige behandling af tilgodehavender har forvaltningen suspenderet forældelsesfristen pr. 1. november 2019. Tilbagebetaling kan derfor komme på tale for gebyrer betalt efter 1. november 2016.
Forvaltningen sætter nu gang i en proces for at identificere de parter, der har krav på at få penge tilbage. Borgere og virksomheder kan læse mere om processen for tilbagebetaling på kommunens hjemmeside.