I oktober måned rejste mere end seks mio. passagerer med M1 og M2, hvilket er flere end nogensinde før. Rekorden for flest passagerer blev også slået.
Metrolinjerne M1-M2 åbnede i 2002, og siden da har det været tydeligt at se, at københavnerne og andre besøgende i hovedstaden er blevet gladere og gladere for metroen – i hvert fald, hvis man retter blikket mod antallet af passagerer. I det første hele år (2003) i metroens levetid tog 3,2 mio. passagerer metroen, og siden da har passagertallet været støt stigende. I 2018 rejste 64,7 mio. med M1 og M2, og med åbningen M3 Cityringen forventes passagertallet i 2020 at fordobles til 122,3 mio. årligt.
M3 Cityringen, der åbnede den 29. september, er også blevet taget godt imod af passagererne. I den første måned efter åbningen har 4,1 mio. passagerer benyttet sig af muligheden for også at rejse med den nye linje. Hvis du vil vide mere om passagertal og driften på Cityringen, kan du læse med lige her.