Forsikringer er ikke lige så spændende som nyvunden frihed og valg af vægfarve, når man flytter i egen lejlighed. Men de er vigtige for en sund økonomi og en ny undersøgelse viser, at de unge jyder er bedre til at få dem tegnet end de københavnske. Det handler om snusfornuft mener ekspert.

Luft under vingerne, nye begyndelser og egne regler. Der følger så mange gode ting med at flytte hjemmefra, at de nogle gange overdøver de mindre kulørte facetter af et ny voksentilværelse – såsom økonomi, budgetlægning og forsikringer.

Om at flytte hjemmefra, foto: Alka

Og selvom det er et kendt faktum, at de 18-30-årige er dårligst til at forsikre sig er der alligevel nogen, der er bedre end andre til at få det gjort. En ny undersøgelse YouGov har lavet for Alka Forsikring viser nemlig, at 63 pct. af de unge midtjyder får tegnet en indboforsikring når de flytter hjemmefra – og det gør dem til danmarksmestre i disciplinen. På sidstepladsen ligger deres jævnaldrende københavnerne. Her får kun 49 pct. af de unge forsikret sig.

Klaus Rasborg, som er lektor i Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet har et bud på, hvorfor der kan være regionale forskelle i fokus på den økonomiske sikkerhed, når man flytter hjemmefra:

“Man skal altid passe på med at generalisere for meget. Men der er nok en tendens til, at københavnere er lidt mere happy-go-lucky i deres tilgang til et produkt som forsikring, der handler om at dække sig ind, hvis uheldet er ude. Her er jyderne mere snusfornuftige og fokuserer på at eliminere den potentielle risiko”, siger han og uddyber:

“En relativt større del af middelklassens unge er lokaliseret i København. Unge, som på mange måder lever et privilegeret storbyliv og er vant til, at mor og far sørger for dem. Hvorimod jyderne måske i højere grad er vant til, at de selv må tage hånd om livets nogle gange barske realiteter og forsøge at beskytte sig imod dem via eksempelvis forsikring”.

Et hurtigt blik på de andre regioner viser, at nordjyderne kommer ind på en 2. plads med 56 pct., derefter Syddanmark med 53 pct. og på Sjælland er det 51 pct. af de 18-30-årige, der køber forsikring, når de flytter hjemmefra. Jo længere mod Øst, jo færre forsikrede.

Stadig langt fra mål.
Alt tyder imidlertid på, at det er en meget god idé at få tegnet en indboforsikring. For undersøgelsen viser også, at det er midtjyderne der oftest flytter hjemmefra med succes og undgår en tur tilbage på børneværelset. Men der er stadig et stykke vej til at få alle med på forsikringsvognen. Og det er et alvorligt problem, at en tredjedel af de unge på landsplan ikke har en indboforsikring.

“Når man flytter hjemmefra kan en ting som forsikring let drukne på en lang to-do-liste. Men det er er en af hjørnestenene i en god økonomi. Skulle det frygtelige ske, at man bliver involveret i en personulykke ved fx at påkøre en anden på cykelstien, så står man med erstatningsansvaret, hvis den person får varige mén. Det kan potentielt løbe op i flere mio. kroner, og det er selvsagt et beløb, der kan slå de flestes økonomi fuldstændig itu. Et andet eksempel kan være, at man får stjålet sin cykel eller ens iphone går i stykker. Det er som regel store udskrivninger, hvis man fx er på SU”, siger direktør i Alka Forsikring, Frederik Sjørslev Søgaard.

Tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension viser, at den omtalte tredjedel af de unge uden indboforsikring har ligget stabilt over de seneste år – og det på trods af opfordringer fra mange kanter.

“Jeg tror på, at det er en vanesag, om man får forsikret sig – og vaner har vi alle med hjemmefra. På den måde er det lidt paradoksalt, at vi går op i at lære vores børn at lave mad og vaske tøj, men fokuserer mindre på at lære dem at styre en privatøkonomi. Det burde være en del af den samlede videnspakke, vi giver vores børn med sig, når de flytter hjemmefra”, afslutter Frederik Sjørslev Søgaard.

FAKTABOKS

Top 5: Procent der køber forsikring når de flytter hjemmefra
1. Midtjylland – 63 %
2. Nordjylland – 56 %
3. Syddanmark 53 %
4. Sjælland – 51 %
5. Hovedstaden – 49 %

FAKTABOKS
5 gode råd til at flytte hjemmefra med succes

1. Lav en klar plan for din økonomi
2. Få overblik over forventet forbrug
3. Gå dine streamingtjenester igennem
4. Planlæg dine indkøb
5. Brug dine forældre

Læs Alka’s pressemeddelelse her.