Fredag begyndte Skattestyrelsen at udbetale overskydende skat til alle dem, der har betalt for meget i skat i 2022. I Region Hovedstaden vil ca. 1,2 millioner borgere få 9,2 milliarder kroner i hænderne. Det er flere penge end sidste år.
Fredag vil mange i Region Hovedstaden opleve, at der tikker et beløb ind på deres NemKonto. Det er penge fra Skattestyrelsen, hvis man har betalt for meget i skat sidste år. Blandt københavnere, bornholmere og borgere i Nordsjælland er det ca. 1,2 millioner mennesker, der i går eller den kommende tid vil få overskydende skat for 2022 tilbage.
– Der er rigtig mange i hovedstadsområdet, der skal have penge tilbage i skat, og i gennemsnit får de 7.538 kroner i hånden. Det betyder også, at borgerne i Region Hovedstaden er dem, der i gennemsnit får mest udbetalt i overskydende skat per borger, hvis man kigger på de fem regioner. I Region Hovedstaden udbetales der samlet fra i dag hele 9,2 milliarder kroner, og det er markant mere end sidste års beløb på ca. 6,7 milliarder, fortæller Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen.
Generelt har borgerne i år sørget for tidligt at rette i deres årsopgørelse, og derfor kan de få udbetalt penge allerede i den første udbetalingsrunde af flere. Når borgere i Region Hovedstaden og de øvrige regioner i år skal have flere penge tilbage i skat end sidste år, skyldes det flere faktorer.
– I år udbetaler vi overskydende skat til godt fire ud af fem danskere på landsplan. Vi ved, mange har haft stigende renteudgifter og har kørt mere til og fra arbejde. Samtidig er der også mange, der har fået et højere beskæftigelsesfradrag i løbet af 2022. Det er de mange bække små, der betyder, at borgere med overskydende skat i gennemsnit på landsplan får 1.200 kr. mere i hånden i år end sidste år, siger Jan Møller Mikkelsen og fortsætter:
– Nogen folk i hovedstadsområdet står nok med en dejlig følelse, når pengene kommer ind på kontoen i dag. Men overskydende skat betyder jo faktisk, at man har betalt for meget i skat i løbet af året. Derfor kan man spørge sig selv: Ville det i virkeligheden være bedre for min økonomi, hvis jeg fik fx 500 kroner mere udbetalt hver måned – i stedet for et større beløb, når året er gået? Hvis ja, så skal ens forskudsopgørelse for 2023 tjekkes og stemme, forklarer Jan Møller Mikkelsen.
Hørsholm får mest, og Brøndby får mindst
Ser man alene på Region Hovedstaden, får borgerne i Hørsholm Kommune i gennemsnit mest udbetalt i overskydende skat for 2022, og borgerne i Brøndby får mindst.
Her får borgerne i regionen mest udbetalt | Her får borgerne i regionen mindst udbetalt | ||
Hørsholm | 17.898 kr. | Brøndby | 5.284 kr. |
Gentofte | 13.227 kr. | Albertslund | 5.386 kr. |
Rudersdal | 12.645 kr. | Bornholm | 5.392 kr. |
I Region Hovedstaden er der dog også en del borgere, der skal betale restskat.
Ca. 270.000 beboere i regionen skal tilsammen betale næsten 2,7 milliarder tilbage i skat, fordi de har betalt for lidt i løbet af 2022. Det svarer til et gennemsnit på omkring 10.000 kroner i restskat, hvis man er en af dem i hovedstadsområdet, der har fået et rødt tal på årsopgørelsen.
Frivillig betaling af restskat skal ske senest den 3. juli 2023.
Se flere tal om overskydende skatter i de enkelte regioner og kommuner
Faktaboks: Vigtige tal og datoer for hele landet
- På landsplan udbetales der fra den 14. april i alt ca. 25,5 milliarder kroner i overskydende skat til ca. 3,8 millioner borgere. Mens restskatten er på ca. 6,4 milliarder kroner fordelt på ca. 800.000 borgere.
- Der udbetales overskydende skat i flere omgange henover 2023. Den første udbetaling af overskydende skat sker fra den 14. april til de borgere, der enten ikke har haft ændringer til årsopgørelsen siden åbningen, eller som har lavet ændringer inden den 31. marts.
- Hvis en borger ikke får udbetalt sin overskydende skat som forventet, så kan det blandt andet skyldes gæld til offentlige eller ekstra kontrol af oplysningerne. Det vil altid stå på årsopgørelsen, hvorfor en overskydende skat ikke er blevet udbetalt.
- Fristen for at rette i årsopgørelsen for 2022 er 1. maj 2023 for borgere med en almindelig årsopgørelse. Selvstændige og andre med oplysningsskema har frist den 1. juli 2023.