En hundehvalp er en glædelig familieforøgelse, men hvis det viser sig, at hvalpen er syg eller har andre helbredsproblemer, kan lykken hurtigt vende. For at sikre, at familiens nye medlem er kommet med de bedste forudsætninger, kan man som hvalpekøber følge disse fem råd.

Foto ABW

En sund hvalp kommer fra et sundt opdræt. Ligegyldig om man køber en hvalp fra en stor opdrætter eller et stueopdræt, en ren race eller en blandingshund, så er der nogle grundlæggende forhold, du som ny hundeejer bør være opmærksom på.

Hunden skal kunne bevæge sig frit
Som tommelfingerregel skal hunden kunne bevæge sig frit, løbe og lege. Og så skal den kunne trække vejret uden problemer og ikke være generet af fysiske udtryk, som udelukkende er fremavlet for at opnå et ekstremt udseende.

– Der er mange racer, som har forskellige fysiske udfordringer, der er fremavlet, fordi efterspørgslen er stor. Det kan være flade snuder, ekstremt overskydende hud, store øjne eller meget lange ører, men intet af dette er naturligt for hunden. Det er ikke naturligt, at den snorker, når den hviler, fordi den ikke kan få luft, eller at den dagligt kræver vask og behandling af hudfolderne, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Kig på hvalpens forældre
Heldigvis er det muligt at være opmærksom på dette, når man skal anskaffe sig en hvalp. Særligt hvalpenes forældre og deres sygdomshistorik kan være gode indikatorer for, hvordan ens hvalp kommer til at udvikle sig som voksen.

– Det er både dyrt og ofte traumatiserende for hundeejere, hvis deres hund konstant er syg. Bekymringen er stor, og en ellers lykkelig situation kan udvikle sig enormt ulykkeligt. Vi opfordrer derfor nye hundeejere til at være meget opmærksomme på sundhed i avlen og på velfærden, når de køber en hvalp, siger Jens Jokumsen.

Fem gode råd til at købe en sund hvalp
Der er ikke nogen formel på, hvordan man sikrer sig en sund og rask hund. Dyrenes Beskyttelse har samlet de fem vigtigste råd til dig, som skal ud at købe en ny hvalp til familien.

  • Du skal se hvalpens mor og hvalpen sammen, og vide hvor hvalpen er vokset op.
  • Hvalpen skal være sundhedsundersøgt og vaccineret af en dyrlæge.
  • Hvalpen skal være minimum otte uger, før den må sælges.
  • Spørg efter forældredyrenes sygdomshistorik. Har de problemer med vejrtrækning? Hud? Eksem? Hjertefejl? Tænder? Eller arvelige sygdomme?
  • Hvalpen skal være tryg og have tillid til mennesker.

Pressemeddelelse.