I 2023 har Metroselskabet leveret et regnskabsmæssigt tilfredsstillende år med et resultat før af- og nedskrivninger på 108 millioner kroner.
For Metroselskabet blev 2023 som forventet et år med flere passagerrekorder med i alt mere end 120 millioner rejser med Metroen. Svarende til en samlet passagertilvækst på mere end 10 procent sammenlignet med 2022. Resultatet for året var dog under den oprindelige forventning om 130 millioner rejser i 2023. Denne afvigelse skyldes alene færre passagerer end forventet på linjerne M3 og M4, der stadig er i indsvingsfasen efter åbningen i 2019 og 2020, mens resultatet for M1 og M2 endte på niveau med forventningerne.
Passagertilvæksten resulterede sammen med et lavere omkostningsniveau i et bedre resultat end forventet. Resultatet før af- og nedskrivninger blev således på 108 mio. kr., hvilket er 28 mio. kr. bedre end oprindelig budgetteret for 2023 og 67 millioner kr. bedre end resultatet for 2022. Det lavere omkostningsniveau indeholdt bl.a. en kombination af effekten af ændringer i forhold til elafgifter, udskudte interne projekter og besparelser på driften.
2023 var samtidig også det første år i den nye strategi: ”Fremtidens Metro”, en strategi der skal sikre, at Metroen også fremover er en attraktiv transportform, og at Metroselskabet bevarer sin position som den mest attraktive udbyder af bæredygtig mobilitet i hovedstaden.
Strategien indeholder bl.a. fokus på kundetilgangen og nedbringelse af klimaaftrykket:
”Stigningen i passagertallet og kundetilfredsheden indikerer en stabil og tilfredsstillende udvikling. Væksten i passagertallet for linjerne M1 og M2 er helt som forventet, men passagertallet for linjerne M3 og M4 er under forventningerne. Metroselskabet har derfor indledt en undersøgelse af årsagerne. Samtidig er der iværksat tiltag til at øge kendskabet til de to linjer – en indsats, som får et naturligt løft i forbindelse med, at forlængelsen af M4 til Sydhavn og Valby åbner i sommeren 2024”, siger Jørn Neergaard Larsen, bestyrelsesformand for Metroselskabet.
Halvering af klimaaftrykket
Det er ligeledes Metroselskabets mål at halvere klimaftrykket for fremtidige Metroprojekter i forhold til eksisterende. Hvis det skal lykkes, så handler det ikke kun om materialevalg og byggemetoder, men i høj grad også om design og kontraktformer:
”70 procent af en metrolinjes CO2-aftryk stammer fra anlægsarbejdet. Der er derfor meget at hente på det samlede klimaaftryk ved at sætte ind her. Samtidig har Metroselskabets projekter en størrelse, hvor vi kan være med til at drive den bæredygtige udvikling i den danske bygge- og anlægsbranche fremad. Derfor er det også yderst tilfredsstillende, at Metroselskabet i projektet om forlængelse af M4 til Ydre Nordhavn allerede på dette tidlige planlægningsstadie har reduceret klimaaftrykket med 30 procent ved hjælp af et ændret design. De tidligere erfaringer Metroselskabet allerede har nu, kan bruges til at nå målsætningen på en eventuelt kommende M5-linje”, siger Jørn Neergaard Larsen.
I forhold til strategiens øvrige fokusområder er der ifølge bestyrelsesformanden også stabil fremdrift.
M4gisk år i vente
Metroselskabet ser frem til, at M4-strækningen fra Københavns Hovedbanegård til København syd åbner i sommeren 2024.
”For Metroselskabet er det altid en skelsættende begivenhed at sætte nye linjer i drift. M4 til Sydhavnen vil skabe nye forbindelser i København, åbne nye bydele for byens borgere, og gøre hverdagen mere enkel for udefrakommende pendlere i regionen og landet”, siger Jørn Neergaard Larsen, bestyrelsesformand for Metroselskabet.
Fakta
- Årets resultat før af- og nedskrivninger er bedre end budgetteret. Resultatet landede på 108 mio. kr., hvilket er 67 mio. kr. bedre end 2022. Det skyldes primært stigningen i passagerer fra 108 mio. passagerer i 2022 mod 120 mio. i 2023.
- I alt rejste 120 mio. passagerer med Metroen i 2023. Det forventes, at passagertallet vil fortsætte med at stige både på grund af befolkningstilvæksten, fordi flere vælger at rejse med Metroen, samt som følge af passagertilgang i forbindelse med åbningen af M4 Syd i 2024. Målet er, at 181 mio. passagerer benytter Metroen i 2028.
- I 2024 forventer Metroselskabet at åbne forlængelsen af M4 i sydlig retning med fem nye stationer til det nye kollektive knudepunkt København Syd (tidligere Ny Ellebjerg Station), hvor Metroen vil møde regional- og fjerntog og flere S-togslinjer. Den nye linje vil betyde et stort løft af Københavns kollektive trafik. Den nye metrostrækning bliver 4,5 km lang og forventes at blive brugt af ca. ni mio. passagerer om året i 2030.
- Metroens Net Promoter Score måler kundernes villighed til at anbefale Metroen til andre på en skala fra -100 til +100. Resultatet for 2022 var +62 og holdt dermed overordnet niveauet fra 2022, hvor resultatet var +63. En høj NPS betyder at selskabet leverer kerneopgaven – at give kunderne hurtig, højfrekvent, driftssikker og bæredygtig transport døgnet rundt.
- Metroen opretholdt i 2023 et højt niveau for den samlede driftsstabilitet, der landede på 99,3 pct. for alle linjer. Driftsstabiliteten regnes som faktiske afgange kørt i overensstemmelse med planlagte afgange, og stabiliteten oversteg målsætningen på 98 pct.
- Et politisk flertal i Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation står bag arbejdet med en undersøgelse af en potentiel kommende metrolinje M5, der kan understøtte byudviklingen i nye områder og afhjælpe de trængselsproblemer, der allerede i dag præger trafikken mellem Amager og det øvrige København. Der forventes at den politiske behandling færdiggøres i 2024.