Gamle smykker bliver til nye, og det er godt for klimaet. Det er ideen bag nyt initiativ fra Réviv Studio, som allerede har fået 15 butikker med om bord. København, Odense, Roskilde og Sorø er nogle af de byer, hvor kunder nu kan aflevere brugte smykker og få rabat på nye re-designede øreringe og halskæder. Samtidig hjælper de med at spare CO2 og mindske forurening.

”Mange har en rodeskuffe med smykker, som måske er gået af mode eller mangler en lås eller en sten. I stedet for at smykkerne ligger derhjemme, kan de nu blive brugt i vores re-designede smykker og få et nyt liv. Når man afleverer brugte smykker får man rabat på nye,” siger Sarah-Niamh Twomey-Madsen fra Réviv Studio, som står bag det nye initiativ.

Initiativet gik i luften kort før jul og har allerede rundet 15 butikker med en grøn profil i København, Aarhus, Odense, Roskilde, Sorø og Svendborg. Blandt dem er Det Kollektive Klædeskabs butikker i hele landet, hvor medlemmer bytter tøj for point – et opgør med overproduktion i tøjindustrien.

Hurtig opbakning til at gøre en forskel
”Vi er utrolig stolte over, at så mange har taget imod ideen hurtigt. Når vi genbruger vores øreringe, armbånd og halskæder, sparer vi klimaet for en masse CO2, og vi skåner også miljøet for skadelige stoffer. Det er en trend, vi allerede ser inden for tøjbranchen, og den vil vi gerne udbrede til smykkebranchen,” siger Sarah-Niamh, som fik ideen, fordi hun savnede en mulighed for at genbruge smykker.

Smykkeproduktion kræver ofte meget energi og mange kemikalier i minedrift, smeltning og bearbejdning. Derfor gør det en stor forskel, når man genbruger gamle smykker og springer de belastende led i produktionen over. Mange af de smykker, Réviv Studio indsamler, er gået i stykker eller mangler dele, men fx kæder, perler eller sten kan stadig bruges i nye smykker. Hver genbrugt del sparer verden for en ny.

”Det skal være nemt at gøre en forskel. Derfor har vi lagt vægt på at få vores upcycling-bokse ud i butikker med en grøn profil, hvor man kommer ofte. Her kan kunderne lægge deres gamle smykker i vores upcycling-bokse. Man kan se vores re-designede smykker online, ligesom nogle af butikkerne også forhandler dem,” fortæller Sarah-Niamh.

Sådan gør du

1. Ryd op i gemmerne. Har du smykker, som er i stykker, gået “af mode”, eller mangler øreringen sin makker?
2. Tag et billede af smykkerne, og send det på SMS til Réviv Studio.
3. Aflever smykkerne i upcycling-boksen i en af butikkerne – se hvor på revivstudio.com
4. Du modtager en rabatkode på mail.
5. Brug din rabatkode til at købe re-designede smykker. Koden udløber ikke, for det handler ikke om overforbrug.

 

Sarah-Niamh Twomey-Madsen med upcycling-boksen fra Réviv Studio, som nu står i 15 butikker rundt om i landet. Hun laver smykker af genanvendte materialer som bl.a. indsamles i butikker. Pressefoto